I forbindelse med klimaflopmødet indspillede Mike Sheridan og jeg sangen Digitale Drømme til albummet Klimaalarm. En noget mere elektronisk sag, end man ellers hører fra min hånd. På videoen nedenunder sidder Mike og Tobias Stærbo og jeg i en ubåd, og det hele er ganske analogt og gammeldavs. Mike spiller røg-kazoo gennem en gammel båndekko.

Hvis du er hurtig, kan du måske nå at komme ind og se Teater Grobs virkelig gode forestilling Lykke Bjørn. Anmelderne og publikum elsker den. Jeg har skrevet et par sange til den sammen med dramatiker Line Mørkeby, og du kan se en af dem her nedenunder. Allan Klie synger, og jeg spiller de forskellige instrumenter. Og der sker faktisk noget i Jesper Pedersens fine video. Det går bare lidt langsomt…

Som jeg også skrev i “Hvorfor nu alt det teater”, laver jeg en del teatermusik for tiden. Nu tager jeg på en lille turné, hvor jeg spiller i forskellige teatres forhåndenværende scenografier.

Jeg er spændt på, hvordan de skiftende scenografier påvirker koncerterne. I Herning skal jeg fx spille i scenografien til “Rainman”. Det er for øvrigt første gang, at den kendte film skal opføres som teaterstykke. I København har jeg fået lov til at spille i Edward Lloyd Pierces flotte scenografi til Baudelaire-forestillingen “De helvedes blomster”. Og så glæder jeg mig sgu til at spille i nogle rum uden larmende kaffemaskiner og snak. Ro i klassen!

Forløbig ser turen således ud:

05.06  Teater Momentum, Odense.
10.06  Teatret ved Sorte Hest, København V. Billetter 3331 0606
11.06  Teatret ved Sorte Hest, København V. Billetter 3331 0606
27.09  Teamteatret, Herning. Intimkoncert i scenografien til Rainman.
Desuden en teaterkoncert i Århus. Dato følger. Derudover spiller jeg d. 15.07 på Gæstgiveren i Allinge og endnu en koncert på Louisiana i august.

Louisiana igen. Jeg er vist blevet huskunstner. Spiller igen fredag d. 23. april 18.30. Læs mere her. I dagens anledning har jeg photoshoppet Jens Bangsbos billede, så det ligner rigtig fin kunst.

Kom og få museets dejlige mad galt i halsen,  mens du nyder den skønne udsigt. Jeg serverer alt det grå guld, du kan labbe i dig. Koncert, kunst og kødgryder.
.
.
.

Johnny Cash-koncert på Louisiana Kunstmuseum

I ved jo nok, hvordan Cash ser ud, så i stedet har jeg brugt et billede af übercoole Marie Fisker (fotograferet af Kasper Troels Nørgaard). Marie og jeg synger Cash på Louisiana Kunstmuseum d. 8. april kl. 20.00 - i mit tilfælde i form af nogle danske nyoversættelser, som jeg har begået sammen med Jesper Lohmann. Klaus Lynggard tegner og fortæller. Læs mere her.
.
:

Musikbibliotek.dk udgiver onnlinemagasinet musik.mag - dennne gang et temanummer om fankultur. Der er flere gode artikler, bl. a. Hvem slog hipsteren ihjel? af Lasse Lavrsen.

Jeg har skrevet artiklen Mit liv som fan, som du også kan læse nedenunder.

Min liv som fan

Da jeg var ni år gammel, flyttede vi. På min gamle Københavnerskole havde vi sunget salmer og børnesange, og på et tidspunkt ville vi måske få lov at prøve at spille på en ægte blokfløjte.

Nu befandt jeg mig pludselig på en enorm betonskole i en forstad. Der var proppet med unger i en sådan grad, at man havde inddraget skoletandlægens venteværelse til undervisning.

Musiklærerens eneste ambition var tilsyneladende at slippe levende fra timerne, så vi hørte vores egen medbragte kassettebånd, og når pædagogikken var på sit højeste, dansede vi stoledans til.

Ikke, at jeg havde nogen bånd med. Den eneste musik, jeg kendte hjemmefra, var ”Historien om det lille tog”, som var en vinylplade med en oplæst historie og altså ikke musik, samt jazzpianisten Earl Garner, som var det eneste, datidens P3 spillede om morgenen, mens min mor kogte min havregrød og smurte min madpakke. Læs resten af: ‘Afsløring: Jeg gik med damesko som 11-årig’

Det er ikke mange koncerter, jeg har spillet på det seneste. Til gengæld laver jeg en masse teatermusik. Hvorfor nu det?  

Ja, der gik I rundt og troede, at min blog var gået helt død. Jeg gjorde i hvert fald. Det er over et år siden, jeg sidst opdaterede. Tiden er til dels gået med at være i dårligt selskab med typer som Facebook og Twitter – og de har gjort, hvad de kunne for at spænde ben, hver gang jeg var på vej herind.

Men jeg har faktisk også fået lavet en del musik (har blandt andet et halvfærdigt album liggende i skuffen) – især teatermusik: Villa Requiem (Københavns Musikteater) i januar 2009, Amokløb (Team Teatret) i januar 2010 , og i april har Teater Grob premiere på forestillingen Lykkebjørn, som jeg har skrevet nogle sange til. Og for at det ikke skal være løgn, er dramatikeren Line Knutzon ved at skrive et stykke rundt om nogle af mine sange. Premiere april 2011 på Caféteatret. Jeg skal bl.a. selv medvirke – men mere om det senere. Hvorfor nu alt det teater, spørger du?

Tja – der er sådan set flere årsager: Læs resten af: ‘Hvorfor nu alt det teater?’

Villa Requiem er lidt anderles end mine foregående danske albums.

Hør selv på last.fm eller min MySpace-profil eller køb det på fx iTunes.

Hvis du vil en god gammeldavs CD, må du smutte ind og se musikteater- forestillingen “Villa Requiem” eller skrive til plex@plex.dk

Jeg har selv indspillet og produceret – i samarbejde med multi- instrumentalisterne Bebe Risenfors og Bent Clausen, der især er kendt for deres samarbejde med Tom Waits (Blood Money, Alice, Orphans, Woyzeck og The Black Rider), Elvis Costello (The Secret Songs) og Damon Albarn (Monkey Journey to the West) – og en helvedes masse andet. Nydeligt cv.

Og det kan høres: Musikalsk er jeg denne gang inspireret af så forskellige kunstnere som fx Beirut, Feist, Nick Cave, Cornelis Vreeswijk, Kaizers Orchestra, Bon Iver, Captain Beefheart, Lee Hazlewood, Kurt Weil, førnævnte Waits og et hav af andre – tilsat et lille skud elektroniske vitaminer.

Tekstligt minder Villa Requiem vist ikke om andre danske albummer. Jeg har skrevet sangene på baggrund af nogle af de 537 tekster i Peer Hultbergs monumentale værk Requiem fra 1985 – en roman fuld af rablende, pinagtige, ætsende og hylende morsomme ordstrømme om sex, død, misundelse og hvad der ellers måtte røre sig i og over underlivet.
Sangene fra Villa Requiem indgår i musikforestillingen af samme navn. Den har premiere på Københavns Musikteater Plex den 14. februar. Albummet udkommer samme dag. Udover Risenfors og Clausen medvirker Lotte Andersen, Benjamin Boe og Allan Klie.

Læs resten af: ‘Villa Requiem - nyt album og ny musikforestilling’

Jeg havde aldrig troet, det skulle lykkedes.

Ikke siden jeg vandt Ballerup Sportsfiskerklubs junior- mesterskab i medefiskeri i 1975, har jeg været så stolt.

Men takket være Charlotte Kastlings og Anne Marie Primdals afgangsopgave på journaliststudiet endte jeg altså på forsiden af alle raske drenge og pigers musikblad Gaffa.

Er nytåret ved at være overstået? Nå … Men jeg synger i hvert fald et par sange og klimprer på nogle instrumenter på Hans Sydows Nytårssange.dk. Som den kulturradikale (hvad betyder det forresten?) snob, jeg er, har jeg sat mig på to tekster af henholdsvis P.H. og Tom Kristensen. Hans har skrevet de fine melodier.

Min yndlings-italiener gennem mange år den super-produktive DJ med meget mere Alex Puddu har igen-igen lavet et album. Jeg var efterhånden den eneste smørtenor i kongeriget, der ikke havde medvirket på et af hans albummer, men denne gang har vi skrevet åbningsnummeret “All I Hear Is Noise” sammen. Desuden synger og spiller jeg diverse skrammel på det. Soundvenue skriver blandt andet: Kenneth Thordal starter fremragende med åbningsnummeret ‘All I Hear Is Noise. Gaffa er også i det muntre hjørne og skriver blandt andet: Albummet lægger sikkert ud med “All I Hear Is Noise” med Kenneth Thordal på vokal. Sangen sætter en sfærisk fremadrettet tone”.

Damebladet Politiken kører en artikel-serie under mottoet “Kendt guider til ukendt”. Efter medvirken af Tim Christensen, Sune Rose Wagner og Camille Jones løb redaktionen desværre tør for ægte kändisser og måtte ty til overtegnede. Læs her, hvorfor jeg anbefaler Bill Callahan, der som regel optræder under kunstnernavnet Smog.

Hun siger, det er hendes egne ben, og stemmen fejler bestemt heller ikke noget. Trinelise Væring er en af Danmarks bedste sangerinder. Hendes første dansksprogede album er gedigen poprock, og Dictes sideman produceren Kæv Gliemann har hjulpet med en mere skramlet lyd, end kendere af Trinelises tidligere jazz-produktion måske lige havde ventet. Jeg synger duet med hende og spiller en meget rusten mundharmonika på et enkelt nummer. “Lystfisker” (jeg kom faktisk til at skrive Lystfikser…) udkommer d. 1. september, men der kan smuglyttes her.

“Tivoli er åben” kalder Doris alias digteren Ditte Steensballe sit første album, der er ude på det genopstandne 80′er undergrundslabel Irmgardz 2.0.
Og DitteDoris goes absolute kødelig men bestemt ikke kedelig i et muntert møde mellem Dansktop og swingerclub. Og synge kan hun sgu også. Jeg chanter med på et enkelt nummer og spiller tre-stemmig ukulele og mundharmonika.

Desuden medvirker et væld gode folk som Jimmy Jørgensen, Nanna Lüders, Mik Schack, Thomas Ortved, Øyvind Ougaard, Carsten Valentin, Kåre Bjerkø, Martin Spangs, Anders P. Jensen, Povl Kristian, Thomas Boje, Cengiz Cevik og ikke mindst producer Hilmer Hassig, der med sin fortid som blandt meget andet Loveshop og Lars H.U.G-producer sørger for, at der ikke KUN går Damhuskroen i den.

I april var jeg i Texas sammen med kunstneren Marco Evaristti. Marco var inde på dødsgangen i The Polunsky Unit og besøge Gene Hathorn, mens jeg pænt ventede udenfor, da jeg ikke havde besøgstilladelse. Siden har jeg til gengæld skrevet sammen med Gene - og sat musik til nogle af hans tekster.

Du kan høre og downloade dem på www.songsfromdeathrow.com, hvor du også kan se den smukke video, som Sara Koppel har animeret ud fra Genes tegninger og Marcos malerier. Marco har også malet billedet af Gene her ovenover.

Måske tænker du: “Hvorfor skal en eller anden morder gøres til helgen og kunstner?” Det er ikke mit formål.

Jeg håber blot, at kunne være med til at vise, at en person som Gene stadig er et menneske - med håb, længsler og drømme - selvom han har begået en frygtelig forbrydelse. Hans tekster og tegninger er i hvert fald meget menneskelige. Gene er den, der har siddet længst tid på dødsgangen i USA. 24 år - de sidste 15 år i total isolation ligesom alle andre, der sidder på dødsgangen i Texas. Hvis du vil vide mere, kan du læse Martin Krasniks glimrende interview i Weekendavisen med Marco her. Eller du kan komme ind og se vores fællesudstilling “FIVE2TWELVE” på Gallerie Asbæk fra d. 9. - 17. august. Eller som sagt tjekke songsfromdeathrow.com eller vores MySpace-profil.

Tekst: Gene Hathorn
Musik: Kenneth Thordal
Malerier: Marco Evaristti
Animation: Sara Koppel

Se mere på www.SongsFromDeathRow.com

Jeg har faktisk haft både nakketræk og alverdens andre bøjler og torturinstrumenter monteret i kæften, men det kan lissom ikke rigtig ses på Martin Rosenauers foto. Ekstra Bladets Henrik Queitsch og Gaffas Ole Rosenstand Svidt var ellers mægtig glade for min morgensang på Skanderborg Festivalen. Queitsch skriver blandt andet: “Og igen, igen understregede, at han er en af landets vittigste og bedst begavede sangskriver, som fortjener et langt større publikum end tilfældet desværre er.” Læs Ekstra Bladets anmeldelse her og Gaffas her.

I januar var jeg med Marco Evaristti i Sahara for at male et sandbjerg rødt, og da vi nu alligevel var i gang, kunne vi lige så godt lave en no-budget-video - ligesom min musikvideo fra toppen af Mont Blanc eller min udgave af Barbietøs hjemme foran pejsen. Henrik Kellberg fotograferede og hjalp mig med at spise geden. I mellemtiden har vi været i Texas og lave endnu en sød lille fætter - men mere om den senere…