Alt og ingenting

Kenneth Thordal - Alt og ingentingFærdig, ude, ovre. Der er ingen vej tilbage. Vi har mixet og mastereret Alt og ingenting, og masteren er på vej til fabrikken.

Tilfreds? Ja, så tilfreds, som jeg nu kan blive. Der er jo altid ting, der kan blive anderledes eller bedre. Men heldigvis slipper pengene op, og deadline indfinder sig. Ellers kunne jeg jo blive ved.
Titlen? Tja… Måske har nogen af jer læst posten Hvis bare døgnet havde 117 timer, hvor jeg blandt andet beder om forslag til titler. Det faldt mig virkelig svært at finde en. Til sidst var grafiker Mette Lauritsen så træt af at vente på mig, at hun skrev Alt og ingenting på coveret. Noget skulle der jo stå. “Det er sgu da meget godt,” tænkte jeg. Så sådan blev det. Titlen til Skåret ud i pap kom fra Rasmus Vind Ludvigsen, der var med til at lave dét cover. Fotoet er for øvrigt taget af Ole Christiansen (som jeg altid vender tilbage til), og tegningerne er lavet af Ulrik Crone.

Her kan du se den lange liste af mere eller mindre tåbelige navne, som jeg selv havde gang i:

13 tilfældigheder
13 tilfælde
13 tilfældige sange
13 sumpede sange
13 syrede sange
13 syge sange
13 sange
13 våde sange
13 skæve sange
13 dødsøde sange
13 sange om fisse og død
13 sange om liv og død
Digitale Drømme
Dagdriverdrømme
Moralske sange og andre tømmermænd
Digitale dagdriverdrømme
Frinummer
Målt og vejet
Betonidyl
Tømmermand
Og andre sidespring
Krøllet Komet
Nutidens tand
Stadig stædig
Land overbord
Der er ikke noget at komme efter

Men grafikeren fik atter det sidste ord.



Andre indlæg i samme kategori


9 kommentarer til: Alt og ingenting 

  1. 1 Simon O

    Hey Kenneth. Lyder fedt, glæder mig allerede helt vildt. Kunne man få en trackliste, nu hvor i er færdige?

  2. 2 Mikkel deMib Svendsen

    For dem der har fulgt Kenneth’s danske plader - fra den første til nu den tredie, er der noget at glæde sig til! Jeg er så heldig at have en kopi her af den færdige version, og der er ingen tvivl: “Alt og Ingenting” er Kenneths så ubetingede bedste plade på dansk til dato. Sangeene er bedre, bedre melodier, bedre tekster, bandet spiller bedre, og produktionen er mere helstøbt. Det er kort sagt en skide god plade!

  3. 3 Kenneth Thordal

    Tak, Simon og Mikkel.

    Nu er du jo nok ikke det, man ville kalde et neutralt og objektivt sandhedsvidne, Mikkel… ;-)
    Men hvem er på den anden side det?

    Tracklisten kommer her, Simon:

    01. Knap nok begyndt
    02. Frinummer
    03. Hvad så?
    04. Nede ved havnen
    05. Nutidens tand
    06. Ikke alt går i ring
    07. Gå
    08. Køb ind køb ud
    09. Merry Ann
    10. Nikolaj
    11. Op på hesten igen
    12. Hent Månen ned til mig
    13. På Herrens mark

  4. 4 Allan

    hvor vip kan man være..at have en cd i pre-produktion.

    kan man købe den slags samfundskritiske cder i offentlige cd-butikker eller skal man ind i mørke gyder?

  5. 5 Kenneth Thordal

    Kulsorte gyder. Og man skal have befundet sig derinde siden 80′erne, Allan. Desværre. Men i løbet af et par dage knalder jeg første single op på en player under “Lyt” og inde på min MySpace-profil. Sikkert også nogle albumnumre.

  6. 6 Allan

    se nu sidder jeg stadig i den kulsorte gyde som min mor smed mig ind i da jeg blev hevet ud af første klasse, så venter spændt.

    Hva m itunes *g*

  7. 7 Anders Cold

    Hej Kenny T.
    Nu er jeg så priviligeret at layoute for et af landets større musikmagasiner (ikke dem der starter med G, meeen det andet store), og jeg har lyttet på din plade den sidste uges tid. Den er brandgod, og anmeldelsen kommer snart.

    Gratulerer med pladen. Den er fuldt på højde med Skåret Ud I Pap, og det siger ikke så lidt.

    God vind!

  8. 8 Kenneth Thordal

    Hej Anders

    Tusind tak - så må vi sgu håbe, at anmeldelsen også er brandgod. Ellers må du layoute lidt på den!

    Kenneth

  1. 1 Halvofficiel anmelder » M-ALO’s Monologer : Om alt og intet, og hvad derimellem hører!




Skriv en kommentar