I sin nye erindringsbog gør Knud Romer Jørgensen regnskabet med barndommens Falster op. Under læsningen blev jeg sgu helt glad for at være vokset op i Vanløse og betonforstaden Skovlunde. Og så er Knud for øvrigt ikke spor bange for at sige, hvad han vil med bogen. 

Ja, det var en fornøjelse at læse Knud Romer Jørgensens debutroman ”Den som blinker er bange for døden”. Af flere grunde.

Erindringsbogen er ét langt opgør med Knuds barndom i Nykøbing Falster, der beskrives som noget nær Danmarks røvhul. Knuds mor er tysker, og dét er ikke populært i efterkrigstidens provinsby. Knud vokser op i et helvede af skolevold og mobning, helt isoleret, med sine forældre som eneste delvist allierede.

Det er altid skønt at kunne spejle sig i et kunstværk. Genkendelsens glæde, når helten går ned ad en gade, man kender ud og ind. Følelsen af igen at være seks år og stå pissebange i den store skolegård på den første skoledag.

Min mor er også født i Tyskland. Jeg kan nikke genkendende til de tyske eder og retter som Kartoffelpuffer mit Apfelmuss. Og jeg har også spankuleret rundt i Lederhosen. (Sådan nogle jodle-shorts i ruskind!) Til gengæld blev jeg aldrig kaldt tyskersvin i skolen, og jeg oplevede det i det hele taget ikke som et problem, at min mor først var kommet til landet som ung kvinde. Til dels er det måske, fordi jeg er fem år yngre end Knud. Hadet til Tyskland er vel mildnet lidt i de mellemliggende år. Og så er jeg født og opvokset i København, hvor det tlsyneladende ikke vakte den store opsigt, at fru Thordals fem første leveår havde fundet sted sig under Das Dritte Reich.

Ikke, at der manglede slag og mobning i min skoletid der i 70′erne og 80′erne. Det bedste ved at komme i gymnasiet i 81 var, at kokosnødder, lammere og trælår ikke længere var en fast del af dagens orden. Nu er klasseråd og konfliktløsning til gengæld en fast bestanddel af folkeskolen allerede fra de små klassetrin, og det lader til, at det virker i et eller andet omfang. Det er ligesom ikke længere helt så acceptabelt at mobbe og tæve.

Knud Romers barndom er virkelig en drøj omgang, men det barokke persongalleri og de mange smukt sansede detaljer får det til at glide som Hans i Grete. Af og til kammer han over i en særegen falstrisk variant af magisk realisme – altså sådan noget helt overnaturligt og vild overdrevet noget – og det er super fedt. På syre ved Pomlenakke, ja!

”Den der blinker er bange for døden” er ualmindeligt velskrevet. Hvis du har set Knud Romer som overbøddel i DR2s Smagsdommerne, kan det næppe overraske. Hans morbide spydigheder er så rasende velformulerede og elegante, at han (og Ole Grünbaum) er hele programmet værd – hvor nyrindalistisk og proppet med fundamentalistiske kristne tågehorn det end måtte være.

Der har været en masse presseståhej i forbindelse med lanceringen af bogen. Knud er gammel reklame-hotshot, og det fornægter sig ikke. I en række virkelig interessante interviews har han tilsyneladende spillet med helt åbne kort og sågar sagt, hvad hans politiske sigte med bogen er. Det er jo ellers noget, mange kunstnere skyr som pesten. Meningen med galskaben må man fandeme selv finde ud af. Men Knud Romer siger det lige ud. Hans outsiderbarndom har fyldt ham med et vanvittigt raseri. Kun på grund af sin gode begavelse, sin trods alt intellektuelt velstimulerede baggrund (og på det seneste mødet med sit livs store kærlighed) er det lykkedes lille Knüdchen at begå sig sådan nogenlunde i den store verden.

Og her kommer så pointen : Vores måde at behandle indvandrere og deres børn på er en tikkende bombe under vores samfund. Hvis bare en brøkdel af dem bliver lige så rasende og hadske, som Knud blev af at blive holdt udenfor, ender vi med at få en hær af selvmordsbombere gående rundt iblandt os.

Måske skyder Knud Romers analyse over målet. Måske ikke. Men det er modigt og prisværdigt, at han siger tingene så ligeud og oven i købet sætter sit kunstværk ind på det.