Mænd i kjole har jo altid været en god ting - måske lige bortset fra i Melodi GangPis-sammenhæng. Og for en gangs skyld glæder jeg mig til at se resultatet af en af mine musical-oversættelser. Jeg har tidligere blandt andet oversat flere Lloyd Webber-musicaler, og det er sgu egentlig ikke min kop pis, selvom det er ret sjovt at gendigte den slags. Nærmest sådan en slags firdimensionel sudoko. Men
Hedwig and The Angry Inch er sgu god. Det er i hvert fald en fed historie baseret på
Platons Symposion. (Noget med, at vi alle sammen har været ét køn en gang. På et tidspunkt blev guderne vrede på os og delte os i to køn…)Musikken er MEGET inspireret af den krypto-homo-erotiske tre-enighed David Bowie, Iggy Pop og Lou Reed, og jeg er sikker på, at
Mads Langer og band nok skal kunne finde rundt i de enkle sange. Så må vi bare håbe, at de spiller tilpas råddent. Problemet med mange unge musikere er jo, at de simpelthen ikke tager stoffer nok i deres formative år og derfor har en tendens til at blive lidt dimsede i deres udtryk. Nå. Det skal de sgu nok finde ud af.
Jeg synes også, at min gendigtning af sange og dialog fungerer, så det, det hele står og hænger med, er Anders W. Berthelsen, der ikke alene hænger på næsten al dialog men også skal synge 12 ud af 14 sange. Rollen som Hedwig er med andre ord meget fysisk og formentlig også psykisk krævende. Der skal virkelig synges igennem. Jeg krydser fingre og tæer for hr. Berthelsen!
Hedwig and The Angry Inch spiller på Nørrebro Teater fra d. 20 september til d. 10. november.
Musik og sangtekster er skrevet af Stephen Trask, og dialogen og rammefortællingen er skrevet af John Cameron Mitchell, der siden har vakt opsigt med den delvist pornografiske film Shortbus.
RSS Feed
quote:
Problemet med mange unge musikere er jo, at de simpelthen ikke tager stoffer nok i deres formative år og derfor har en tendens til at blive lidt dimsede i deres udtryk. Nå. Det skal de sgu nok finde ud af.
Det der er en priceless sætning.
Var inde at se og høre Hedwig igår - og jeg må sgu’ sige at den var god! Det er jo nogen underlige vilkår, det der med at det skal forestille at være et orkester der giver en koncert - og så det hele indstuderet og publikom sidder pænt på deres stole. Kunne ikke lade være med at tænke på hvordan det var spændt af hvis opsætningen havde været fx i den grå hal. Anyways synes jeg at Anders W. Bertelsen klarede sangene godt, han har en udtryksfuld og ok kraftig stemme som måske ikke spænder milevidt. Sammen med bandets lidt tunge lyd synes jeg det var lidt Gasolin’sk i udtrykket… og så synes jeg altså også at Anne Vester Højers stemme mindede om Anne Linnet. Men Gasolin feat. Anne Linnet på Transformer er da heller ikke så dårligt.
Jeg synes at oversættelsen er rigtigt vellykket - og heldigvis er der en masse Kenneth Thordal i den, uden at det blev strandvaskerjam. Vil dog lige spørge: er det kun mig der synes at musikken til ‘Jeg tager en paryk på’ minder lidt rigeligt om gode gamle Lars Muhls ‘One more minute’? Burde jo egentlig spørge Stephen Trask…