I forbindelse med min oversættelse af rock-musicalen Hedwig and The Angry Inch til Nørrebro Teater blev jeg bedt om at skrive en lille artikel til noget skolemateriale. Derfor; bær over med den til tider noget skolemester-agtige tone.

Mit livs første koncert var med glamrockbandet Sweet i Brøndbyhallen i 1976. Jeg var 11 år gammel og havde betalt 55 kroner – to måneders lommepenge – for at komme ind og se mine store helte. Jeg satte mig forskræmt og mutters alene på min plads bag en kæmpe betonsøjle. Da bandet havde spillet en halv times tid, var jeg ved at tude. Jeg kunne ikke se noget, og hvad værre var; jeg kunne ikke genkende en eneste sang.

Lidt senere kom Sweet på scenen. Jeg havde på den hårde måde lært, at der var noget, der hed opvarmningsband – for øvrigt en lære, som jeg mange gange senere i mit liv som ung, håbefuld rockmusiker blev mindet om.

Dagen efter koncerten tog min mor og jeg bussen til Brønshøj Torv. Jeg skulle have nye sko. Jeg faldt pladask for et par cremehvide lædersko med fem centimeter høj grøn gummisål. ”Det er pigesko,” sagde ekspedienten og så bekymret på min mor. For en gangs skyld insisterede jeg, og skoene blev købt. Dagen efter havde jeg dem på i skole. Jeg kan ikke huske, om jeg ligefrem fik tæsk – der var under alle omstændigheder slag i luften dag ud og dag ind, med eller uden glamrocksko – men det var i hvert fald første og eneste gang, skoene blev luftet.

12 år senere stod jeg med mit band Stalin Staccato på scenen i Warzavas største rockklub. Jeg havde langt sort hår, øreringe og sminke på. Rød motorcykellæderjakke og røde læderbukser med trompetsvaj forneden. Stort bæltespænde og bar overkrop under jakken. Pludselig står der to polske skinheads og nazi-heiler lige foran mig. Den ene af dem sigter på mig med en pistol. Jeg bukker mig ned og rækker ud efter den. Jeg får den, og det viser sig at være en attrap. Et halvt minut senere bliver de to skins slæbt bort af to uniformerede russiske soldater.

Jeg var i mellemtiden selv blevet wannabe-musiker og var vokset fra Sweet, Slade, Suzi Quatro og de andre fønbølgede og spandexklædte glamourrockhelte. Jeg havde opdaget tre af de virkelige giganter fra de tidlige 70′ere; Iggy Pop, Lou Reed og David Bowie. Og det er i meget høj grad de tre, musikken i Hedwig and The Angry Inch er inspireret af. Ja, de bliver sågar omtalt i stykket som ”de tre krypto-homo-rockere”, og på et tidspunkt spiller bandet da også lidt af Lou Reeds klassiker ”Walk on the Wild Side,” for øvrigt produceret af den ekstremt indflydelsesrige Bowie, der også producerede nogle af Iggy Pops bedste albummer.

Glamrockbetegnelsen dækkede i virkeligheden over mange musikalsk set ret forskellige kunstnere, hvis største fællestræk var, at de optrådte i plateauhæle og feminint glimmertøj og brugte en masse sminke – måske som en slags reaktion på den mere indadvente og politiserende del af rockmusikken.

Når musikken i Hedwig and the Angry Inch bliver kaldt glamrock, er det måske lidt af en tilsnigelse. Enkelte numre som Midnight Radio er ren Bowie anno 1972 og lever således godt op til betegnelsen. Men fx titelsangen The Angry Inch minder meget mere om typisk Iggy Pop-punk. Og godt nok har Iggy været rigtig flittig med mascaraen på omslaget til albummet Lust for Life, men glamrocker har han sgu aldrig været – hverken musikalsk eller i påklædning. Det samme gør sig nogenlunde gældende for Lou Reed; på omslaget til hans største kommercielle succes Transformer har han fået godt med krudt i hovedet – og hans sortlakerede negle var efter sigende det, der gav Dan Tùrell idéen til også at lakere negle. Men betegnelsen glamrocker vil sure Lou nok helst have sig frabedt.

Skægt nok ellers med forbindelsen mellem det androgyne – altså det både kvindelige og mandlige – det tvekønnede – og så rockmusikken.

Elvis blev måske først decideret androgyn på sine ældre dage, hvor hans peanutbuttersandwich/burgerdiæt havde udvisket hans mandlige former, og han yndede at optræde i pailletbesatte sparkedragter. Men hans ungdommelige hoftevrik blev ikke kun opfattet som seksuelt udfordrende – de blev af mange i forældregenerationen opfattet som decideret kvindagtige.

Og prøv at tjekke tidlige billeder af Little Richard. I 50′erne drønede han rundt i dragkostume i de dybt racistiske sydstater og med sange som Tutti Frutti. Den hed oprindelig Up Your Booty og handlede om at røvpule. Hans udseende blev for øvrigt kopieret ned til allermindste detalje af Prince i 80′erne. Rækken af rockmusikere, der har flirtet med androgyn fremtoning og ekstravagante kostumer er alenlang. Et nutidigt eksempel er svenske Ola Salo fra The Ark. Han er for øvrigt erklæret biseksuel – et udsagn, der utroligt nok stadig vækker lidt opsigt i år 2007.

Ellers ser vi nu om stunder mest til plateauhæle, glimmer og dragqueens i MelodiGangPis-sammenhæng, hvor der er en lang tradition for den slags – måske for at aflede opmærksomheden fra de ofte ufatteligt ringe sange.

Teksterne i Hedwig and the Angry Inch stikker i mange forskellige retninger. På grund af de mange talte replikker er stykket dejligt renset for tåbelige sange, der udelukkende skal binde handlingen sammen. Den eneste virkelige indviklede – og måske næsten overambitiøse – sang, er The Origin of Love, der på poetisk vis gengiver Platons symposium, der meget kort fortalt går ud på, at vi alle sammen har været ét køn en gang. På et tidspunkt blev guderne vrede på os og delte os i to køn…

Lige præcis den sang var ret svær at oversætte. Ikke alene skulle jeg forsøge at fatte og fordanske sammenhængen; det skulle også rime, passe med melodi og versefødder og trykkene skulle ligge rigtigt. Love har to stavelser. Kærlighed har tre. Allerede her går det galt. I et kompromis mellem sangbarhed og forståelighed endte sangen med at hedde ”Før kærligheden blev til”.

Andre sange, som fx Wicked Little Town, var lettere. Den blev til Lille Lorteby. Prøv at læse de to titler højt – de svinger godt sammen, og så er der nogle gode ord, der rimer på by; ny, syg, fly…

Selve dialogen var relativt let at oversætte. Her betyder det jo ikke noget, om jeg bruger et par ord mere eller mindre. Bare det lyder godt og er til at forstå. Handlingen foregår i det tidligere Østberlin og forskellige steder i USA. Undervejs dukker der stednavne og referencer op, som ikke nødvendigvis ringer en klokke her i landet. Jeg har prøvet at være så tro mod forlægget som muligt, men af og til har jeg måske underspillet de amerikanske toner lidt. Hvis man først begynder på det modsatte – at kalde Springfield for Andeby og Condoleezza Rice for Ritt Bjerregaard, så er man vist for alvor fucked.

Oversættelsen af Wig in a Box giver nogle gode eksempel på de forskeligge problemstillinger. Først den engelske udgave:

WIG IN A BOX

ON NIGHTS LIKE THIS
WHEN THE WORLD’S A BIT AMISS
AND THE LIGHTS GO DOWN ACROSS THE TRAILER PARK
I GET DOWN I FEEL HAD
I FEEL ON THE VERGE OF GOING MAD
AND THEN IT’S TIME TO PUNCH THE CLOCK

I PUT ON SOME MAKEUP
AND TURN UP THE TAPE DECK
AND PULL THE WIG BACK ON MY HEAD
SUDDENLY I’M MISS MIDWEST
MIDNIGHT CHECKOUT QUEEN
UNTIL I HEAD HOME
AND I PUT MYSELF TO BED

I LOOK BACK ON WHERE I’M FROM
LOOK AT THE WOMAN I’VE BECOME
AND THE STRANGEST THINGS
SEEM SUDDENLY ROUTINE
I LOOK UP FROM MY VERMOUTH ON THE ROX
A GIFT-WRAPPED WIG STILL IN THE BOX
OF TOWERING VELVETINE

I PUT ON SOME MAKEUP
AND SOME LAVERN BAKER
AND PULL THE WIG DOWN FROM THE SHELF
SUDDENLY I’M MISS BEEHIVE 1963
UNTIL I WAKE UP AND I TURN BACK TO MYSELF

SOME GIRLS THEY HAVE NATURAL EASE
THEY WEAR IT ANY WAY THEY PLEASE
WITH THEIR FRENCH FLIP CURLS
AND PERFUMED MAGAZINES
WEAR IT UP
LET IT DOWN
THIS IS THE BEST WAY THAT I’VE FOUND
TO BE THE BEST YOU’VE EVER SEEN

I PUT ON SOME MAKEUP
AND TURN UP THE EIGHT TRACK
I’M PULLING THE WIG DOWN FROM THE SHELF
SUDDENLY I’M MISS FARAH FAWCETT FROM TV
UNTIL I WAKE UP AND I TURN BACK TO MYSELF

SHAG, BI-LEVEL, BOB
DOROTHY HAMILLE DO
SAUSAGE CURLS, CHICKEN WINGS
IT’S ALL BECAUSE OF YOU
WITH YOUR BLOW-DRIED, FEATHER BACK
TONI HOME WAVE TOO
FLIP, FRO, FRIZZ, FLOP
IT’S ALL BECAUSE OF YOU

I PUT ON SOME MAKEUP
AND TURN ON THE EIGHT TRACK
I’M PULLING THE WIG DOWN FROM THE SHELF
SUDDENLY I’M THIS PUNK ROCK STAR
OF STAGE AND SCREEN
AND I AIN’T NEVER
I’M NEVER TURNING BACK

I min danske gendigtning er det blevet til:

JEG TAGER EN PARYK PÅ

NÅR DET BLI’R NAT
OG VERDEN BLI’R LIDT GUDSFORLADT
OG FOLK DRATTER OM
HER I MIN TRAILERPARK
ER JEG SLIDT - TEMMELIG MØR
JA, JEG NÆRMEST VED AT BLIVE SKØR
MEN NU SKAL DER STEMPLES IND

JEG LÆGGER MIN SMINKE
OG TAGER EN PARYK PÅ
OG FINDER MINE NYE SKO
OG SÅ ER JEG MISS MIDWEST
MIDNATS-KNEPPE-DRØM
INDTIL JEG GÅR HJEM
OG GRÆDER MIG TIL RO

SER TILBAG’ PÅ HVOR JEG HAR LEVET
OG SER DEN KVINDE JEG ER BLEVET
DET DE SÆRESTE TING DER
BLI’R TIL DAGLIGDAG
JEG SER OP FRA MIN
VERMOUTH ON THE ROX
OG ÅBNER FOR MIN BEAUTYBOX
OG SMØRRER SMILET PÅ

JEG FLÅR EN PARYK FREM
OG SER MIG I SPEJLET
TÆNDER EN SMØG OG TAGER ET HVÆS
PLUDSELIG ER JEG
MISS SOLSKIN 1963
INDTIL JEG VÅGNER
OG JEG SER MIT EGET FJÆS

DER PI’R DER BAR’ EMMER AF STIL
DE BÆR’ DET LIGE SOM DE VIL
OG DE LIGNER NOGET FRA
ET TRENDY MAGASIN
MEN JEG GØR’
HVAD JEG VIL
OG JEG VED LIGE
HVAD DER SKAL TIL
FOR AT DU KAN BLIVE MIN

JEG TAGER EN PARYK PÅ
SKRU’R OP FOR MUSIKKEN
OG JEG FÅR LAGT EN NY MAKE-UP

PLUDSELIG ER JEG
EN STJERNE I ET BROADWAYSHOW
INDTIL JEG VÅGNER
FANGET I MIN EGEN KROP

GÅR DU HVIS JEG NU
PUDDELKRØLLER MIG?
PAGEHÅR, GRYDEKLIP
JEG GØR SGU ALT FOR DIG
HVAD MED KAMPLEBBE-KARSEKLIP
SKAL JEG LA’ DET BLEG’
KORT, LANGT, SORT, BLOND
JEG GØR SGU ALT FOR DIG

JEG TAGER EN PARYK PÅ
SKRU’R OP FOR MUSIKKEN
OG SÅ FÅR JEG LAGT EN NY MAKE-UP
PLUDSELIG ER JEG
EN PUNKROCKSTAR
ET KÆMPEHIT
OG JEG VIL ALDRIG…
JEG SER MIG IKKE TILBAGE

Når jeg i første vers rimer ”nat” med ”gudsforladt”, er det ikke en helt præcis oversættelse af ”amiss”, der i denne sammenhæng betyder noget i retning af ”gået lidt skævt”. Men meningen er i samme retning, og så er det en dejlig poetisk start på sangen. Og når jeg lader ”I feel had” blive til ”temmelig mør” så er det naturligvis også, fordi det rimer på ”skør”. I denne sang er rimene for øvrigt temmelig ligetil. I nogle af de andre sange er der både korte interne enderim – fx 1. og 2. linje, men samtidig er der omsluttende lange rim, så 3. og 6. eller 4. og 8. linje også rimer…

I første vers overvejede jeg desuden, om jeg skulle oversætte ”trailer park” med fx beboelsesvogn eller noget helt andet, men jeg valgte at beholde den originale betegnelse. Det er kun fattigrøve, der bor i en trailer park – se fx Rabbit og hans mor i Eminems film ”8 Mile”. Det er en ærkeamerikansk betegnelse, der med få ord sætter en meget specifik scene.

Generelt prøver jeg selvfølgelig at være meget tro mod forlægget, men af og til bliver man nødt til at digte lidt eller ændre på rækkefølgen. I slutningen af tredje vers skriver jeg: ”Jeg ser op fra min Vermouth on the rox, og åbner for min beautybox og smørrer smilet på”. Jeg ville gerne beholde den lidt taberagtige drink. ”On the rox” rimer på box, som jo ellers ikke er et dansk ord. Ved at lade Hedwig sminke sig i slutningen af tredje vers i stedet for i fjerde vers giver det pludselig mening at introducere beautyboxen. Og når Hedwig ”smører smilet på”, understreger det den triste stemning i sangen. Her smører jeg altså lidt ekstra på. Andre steder er der sikkert pointer, som jeg overser eller simpelthen ikke er i stand til at få med på grund af rim og versefødder.

I slutningen af fjerde vers omtaler originalen en ”Miss Beehive 1963”. En beehive var en meget moderne, højt touperet frisure – på dansk ofte kaldet en franskbrødsfrisure. Jeg kunne have skrevet ”Miss Franskbrødshår 1963”, men valgte i stedet at skrive ”Miss Solskin 1963”. Til dels er det lettere at forstå, og desuden er versefødderne korrekte.

I det syrede afsnit med frisurerne valgte jeg bare at finde på forskellige hårting, der rimede og passede musikalsk. På amerikansk er det i forvejen en masse obskure hårbetegnelser – og så var det jo en fornøjelse at få lov til at skrive sådan noget som ”kamp-lebbe-karseklip”.

Oversættelse er under alle omstændigheder ingen eksakt videnskab. Tværtimod er der ofte flere fortolknings- og valgmuligheder. Når jeg nu – et halvt år efter færdiggørelsen af oversættelsen - sidder og skriver den her artikel, er der da også steder, hvor jeg pludselig ser andre løsninger og muligheder. Men sådan er det nok altid med en så bundet form som sange.

Foruden John Cameron Mitchells flotte filmudgave af Hedwig and The Angry Inch er det også værd at tjekke Todd Haynes’ film Velvet Goldmine fra 1998. Det er nærmest en fantasi over Bowie, Iggy og Lou, og den giver et godt, kulørt og underholdende billede af glamrockmiljøet i de tidlige 70′ere.