Det er ikke mange koncerter, jeg har spillet på det seneste. Til gengæld laver jeg en masse teatermusik. Hvorfor nu det?  

Ja, der gik I rundt og troede, at min blog var gået helt død. Jeg gjorde i hvert fald. Det er over et år siden, jeg sidst opdaterede. Tiden er til dels gået med at være i dårligt selskab med typer som Facebook og Twitter – og de har gjort, hvad de kunne for at spænde ben, hver gang jeg var på vej herind.

Men jeg har faktisk også fået lavet en del musik (har blandt andet et halvfærdigt album liggende i skuffen) – især teatermusik: Villa Requiem (Københavns Musikteater) i januar 2009, Amokløb (Team Teatret) i januar 2010 , og i april har Teater Grob premiere på forestillingen Lykkebjørn, som jeg har skrevet nogle sange til. Og for at det ikke skal være løgn, er dramatikeren Line Knutzon ved at skrive et stykke rundt om nogle af mine sange. Premiere april 2011 på Caféteatret. Jeg skal bl.a. selv medvirke – men mere om det senere. Hvorfor nu alt det teater, spørger du?

Tja – der er sådan set flere årsager:

De sidste par år har jeg været på turné som en del af boybandet Herredømmet, og jeg har spillet lidt solokoncerter, men jeg har ikke spillet med mit eget band Strandvaskerne, siden vi optrådte for et godt pakket Lille Vega i maj 2008. Måske kommer vi til at spille igen på et tidspunkt, men for en tid har jeg mistet lysten. Og det er lidt det samme med album-udgivelserne. Jeg ved godt, at den romantiske forestilling om kunstneren er noget med, at han bare ikke kan lade være med at lave sin store kunst. Fint nok. Jeg er bare kørt lidt træt i at sidde og pille mig selv i navlen og lave plader til fremragende anmeldelser, som der ikke særlig mange, der køber eller hører. Ikke for at være et tudefjæs. Det er blot en konstatering. Hvorfor alt det besvær?

Da jeg for et par år siden, blev spurgt, om jeg ville skrive noget til et teaterstykke, var det en kærkommen afveksling, og det endte  med den fine forestilling Villa Requiem og det hemmelige album af samme navn – oven i købet indspillet med de to fantastiske Tom Waits-musikere Bebe Risenfors og Bent Clausen. Det var skidesjovt at lave, jeg skulle ikke selv lave al det kedelige udenomsarbejde, og som noget helt nyt fik jeg oven i købet penge for det.

Det kan måske lyde lidt krukket, men jeg nyder virkelig ikke at være centrum af det hele. Ikke fordi alle mine sange handler om mig – men jeg vil da helst have, at de beskriver meningen med livet, fortæller hvordan vi udrydder verdens fattigdomsproblemer, diskuterer Guds eksistens og så videre. Og naturligvis inden for popskabelones tre et halvt minut. Når de så er skrevet, skal jeg bruge millioner af timer på at råbe op om, at de er skrevet. Ikke mindst på de såkaldt sociale medier. Og jeg kan faktisk godt lide den slags, men det er meget tidskrævende og af og til også lidt pinligt i en alder af 44 hele tiden at skulle promovere sig selv.

Og apropos alder, så er det her også en måde, jeg kan komme videre på uden at ende som en halvbitter, gammel stodder med en lovende fremtid bag mig, der sidder og klynker, ”at det også bare er DR’s playlistudvalgs skyld”.

Nu bliver jeg pludselig bedt om at skrive nogle sange eller noget musik, der har en specifik funktion – og jeg er god til det. Det skal bringe en handling i et teaterstykke videre, fremme en bestemt følelse eller måske bare være en slags underlægningsmusik som på film. Måske beder instruktøren mig om at lave noget i en eller anden retning, eller måske giver dramatikeren mig nogle tekstbidder, som jeg skal skrive ud fra. Når de er glade, har jeg hidtil også været glad.

Bagefter er det op til skuespillere, musikere og instruktører at forløse, hvad jeg nu har fundet på. Når premieren er overstået, kan jeg gå i gang med noget nyt, mens musikken lever videre uden min tilstedeværelse.

Og for at det ikke skal være løgn, er der folk, der tager sig af alt det praktiske hvad PR og den slags angår. Det er der i teorien også i musikbranchen, men når man befinder sig på det led i fødekæden, hvor jeg befinder mig, så står man for det meste selv. Også selv om man er signet på store pladeselskaber, som jeg har været.

Sidst men ikke mindst er det skidesjovt, det der teater. I hvert fald indtil nu. Jeg kan godt lide samarbejdet i den skabende proces, og jeg kan godt lide at lave musik, der af og til får lov at være mere abstrakt, end hvad jeg ellers har tilladt. Naturligvis er det også et samarbejde at lave et album – især med musikere og producere. Men her i teaterverdenen er jeg bare en lille brik i en større maskine, og for tiden nyder jeg det.

Og nå ja – som før nævnt får jeg sgu løn for lave musik og have det sjovt samtidig. Og jeg glæder mig godt nok til næste forår. Der er nogen, der laver en scenografi og noget flot lys. Der bliver skrevet ord, vi skal sige. Instruktøren hjælper os med at sige det. Der er en hel måned, hvor vi får løn for at øve os på at spille musik og skuespil (Helt utænkeligt i musikbranchen). Og så kulminerer det med 2O forestillinger på Café Teatret, hvor vi skal optræde UDEN hver eneste aften at skulle pakke gearet ned og slæbe det ud i en bil bagefter!