1975: Første optræden sammen med min bror Stephan og vores ven Claus. Publikum består af vore respektive forældre bænket op foran min skibsbriks, som i dagens anledning er forfremmet til scene. Hyllet i lyset fra de silkepapirsbedækkede lampetter spiller Stephan trommer på en skraldespand, Claus guitar på en lamel fra førnævnte skibsbriks, og jeg synger - naturligvis. Kassettebåndoptageren er strategisk placeret i en forstærkerbemalet papkasse. Musikken leveres af heltene Sweet.

1981-84: I gymnasiet begynder jeg at spille trommer i alle frikvarter og tysktimer. Senere får jeg fat i et par congas, der lissom bare passer bedre ind i en betonlejlighed i Skovlunde. Men det rykker ikke rigtig, når man nu går rundt og er skolens enlige punkaspirant. Jeg får lånt mig frem til en halvakustisk bas og går i gang med at tjekke temaet til ”En by i provinsen” ud. Da jeg går i 3. G, dukker der endelig nogle punkkolleger op. Michael Gyldendal og Simon Jon Andreasen er garvede rotter, som har spillet i børnepunkbandet FNP i årevis. Sammen med Jacob Schmidt fra min klasse danner vi punkbandet An Ultimate Choice. Vi får lynhurtigt jobs, bl.a. i Klub 47. Desuden varmer vi op for irske Gene Loves Jezebel og senere engelske The Cult (Ja, dem.) i Musikcafeen.

1985: Punkpoeten Michael Valeur afløser Jakob i An Ultimate Choice. Han synger og spiller saxofon. Vi varmer bl.a. op for engelske New Model Army. Michael Gyldendal og jeg danner danner Stalin Staccato. Efter forskellige konstellationer finder Stalin Staccato sin form. Michael spiller guitar, Lars Grønning fra det legendariske punkband City-X spiller bas, Thomas Arno Olsen fra Cynthia Hawkins slår på tromme, og jeg dropper bassen til fordel for sangen. SS opnår hurtigt en vis status i postpunkmiljøet omkring, BarBue, Floss osv. Om debutkoncerten i Saltlageret skriver Poul Borum i Ekstrabladet: ”Stalin Staccato (fedt navn!) var de eneste, der gjorde et vist indtryk. Deres forsanger er allerede krukket og affekteret nok til at være professionel.” Jeg havde drukket en flaske Fürst Mechlenburger Schaumwein til 19,95 og befandt mig på toilettet med en chillum i hånden, da jeg over højttaleranlægget blev kaldt til scenen. Jeg fik et blackout og aner ikke, hvordan jeg slap igennem otte numre, hvoraf jeg kun havde skrevet tekst til de to – foran et fyldt Saltlager.

1986:Under Stop-aids-koncerten i KB-hallen hører irske John Borrowman os. Han tilbyder at være vores manager og at udgive en plade med os. På mystisk vis lykkes det ham at lokke 250.000 ud af Den Danske Bank. Hæ. Liv og glade dage. Mange øl. Senere på året udkommer singlen ”Civlized Guy/Ocean” på Johns TIR Records. Flere øl. Vi begynder at spille en del jobs, bl.a. en P3-transmitteret koncert på BarBue og en opvarmingstjans for engelske ”Spear Of Destiny” i Fælledparken. De næste par år er lidt tågede.

1987: På grund af hans overdrevene heroinindtagelse bliver vi nødt til at fyre Thomas. Han bliver afløst af Gert Oestrich, tidligere City-X, Naive og Baby Hotel Hunger. Stalin Staccatos første single udkommer i Irland på det lille selskab Scoff. Vi tager til Irland og spiller jobs i Dublin, Belfast og Newcastle. Flere jobs i DK, primært København. Videoen til singlen vises en del på MTV. Sandsynligvis er det Maiken Wexös fortjeneste.

1988: Henrik Spand kommer med på bas, og Lars bliver guitarist sammen med Michael. På Floss møder jeg polske Dariuz Daniel Tutinas, der spørger, om vi vil til Polen og spille. Et halvt år efter er vi på vores første turné i Polen. Vi har pladekontrakt med det statslige polske selskab Pronit. Det er før murens fald, og vi hedder Stalin Staccato… Sært. Under to koncerter i Warszawa indspiller vi grundbåndene til ”Poland Live 88”. Vi er dekadente konger på bistandshjælp i det ludfattige Polen. Senere på året spiller vi i Berlin. Og naturligvis i DK.

1989: Vi er igen på turné i Polen. Noget med noget vodka. Og vi spiller herhjemme. Bl.a. en P3-transmitteret koncert på Roskildefestivalen.

1990: Vi tager endnu en gang til Polen for at spille på den største polske festival, Jarozinfestivalen, eller noget i den stil. Der er i hvert fald 20.000 mennesker. Jesper Mattson, tidligere One Two, tager med to dages varsel med som ny bassist. Turen er fuldstændig forrykt. Ren Spinal Tab. Måske skriver jeg en bog om det en eller anden dag. Stalin Staccatos første LP ”Poland Live” udkommer langt om længe i Polen. Herhjemme får vi kontrakt med Mega Records.

1991: Vi indspiller det meste af en (god) lp for Mega, men pga. stofproblemer i Mega og rod i bandet - eller også var det omvendt - ender kontrakten med at gå i vasken. Flere koncerter, almindeligt mismod. Jesper Mattson og jeg begynder at arbejde mere sammen. Vi indspiller bl.a. nogle demoer med produceren Finn Werholt. Jeg begynder at arbejde helt alene. I slutningen af året får jeg en produktionsaftale med Teentown studiet. Teentown er især kendt for at være et af de første hiphop/dance-studier herhjemme.

1992: Arbejdet med mit første soloalbum skrider langsomt frem. Jeg arbejder i studiet, når det er ledigt, og når tekniker og producer Mikkel deMib Svendsen har tid. Jeg begynder at bruge forskellige musikere, bl.a. guitaristen Jacob Tryde og trommeslageren Kenneth Spenner. Marianne van Toornburg, Yasmin og Ann-louise synger kor. 

1993: Nude bliver dannet. Septetten består af Ann-louise på kor, Jens Simonsen på bas, Martin Clante og Lars Grønning på guitar, Dan Stangerup på tangenter, Kasper Foss på trommer og overtegnede på førersang. Vi får Don Turner alias Ole Dreyer, PDH, som manager. Nude fylder Musikcafeen flere gange. Flere pladeselskaber vil gerne skrive kontrakt med os, men de vil ikke betale Teentown rimeligt for de foregående to års arbejde, så jeg afslår tilbuddene. I stedet laver Teentown Headroom Records sammen med folkene bag Rockshow og bladet Chilli.

1994: Nudes første single, ”All We Ever Had”, udkommer i april. Landsdækkende radiotur. Masser af airplay. Nude spiller på Rockshow. Trætte af det evindelige spørgsmål ”Spiller I så nøgne?”, beslutter vi at tage konsekvensen en gang for alle. På Fortet i Charlottenlund får vi lov at gå på mellem Sanne Salomonsen og Shubidua. Vi spiller to numre akustisk. Og nøgne. Foran 35.000 mennesker. Koldt. I august udkommer albummet ”Nudeism”, overvejende til særdeles gode anmeldelser. Anden single, ”Go For Yourself”, udkommer. SONY distribuerer. Eller rettere, det gør de stort set ikke. De får også kun 25% af indtægterne for at tage albummet med rundt i bilen. Langt mere end vi syv i Nude nogensinde vil få. Tredje single ”Don’t You Cry” udkommer. (Hold kæft, nogle tåbelige titler.) Nude spiller rundt omkring i DK og varmer op for Blur i Den Grå Hal. Desuden optræder vi live på DR tv og radio, den franske musikkanal MCM og den tyske ditto VIVA.

1995: Vi modtager Grammyen ”årets cover” for det stort set coverløse album. Peter Frölich har designet. Vi kan ikke nomineres i andre kategorier, da Headroom ikke er medlem af IFPI. (Det var vi nu nok heller ikke blevet alligevel…) Nude er ved at udvikle sig til den rene krisehjælpsgruppe. Når kryben er tom… Efter en tur til Frankrig, hvor vi har spillet og stået på ski og bagtalt hinanden, opløser jeg Nude. Eller fyrer hedder det vel. Nude fortsætter som kvartet med de to Gone’ Fishin’-fusionister Las Nissen og Nikolai Storr på guitar og bas. Kasper slår stadig på tromme, og jeg spiller nu også guitar. Vi spiller årets Rockshowturné som kvartet. Kasper beslutter sig senere for at hellige sig Hotel Hunger, som har mere luft under vingerne. Han bliver erstattet af Jesper Mechlenburg - tidligere Little Triggers. Senere på året får vi Nikolaj Torp (Circus, Once Around The Park) på orgel. Han kan suge luft ind af røvhullet og lave minutlange prutter. Vi spiller herhjemme bl.a. på 5-øren, hvor jeg også spiller mundorgel med amerikanske Georgia Satelittes, samt i Tyskland, Slovakiet og Spanien.

1996: Gassen er ved at gå af ballonen. Headroom lukker efter nogle udgivelser. Da jeg får en opgørelse over Nudes pladesalg, overvejer jeg selv at købe fire eksemplarer. Så havde vi da solgt 1.000 albums. Men pladen er naturligvis stort set ikke at finde nogen steder. Nude smuldrer. Jeg begynder at skrive musik til tekster af John Borrowman. I løbet af foråret forhandler Ole Dreyer en kontrakt med Virgin færdig. Thomas Blachman skal arrangere musikken for stort orkester, hvorefter den skal indspilles i Polen eller Tjekkiet. (Det er det billigste.) Som så mange andre bliver jeg fucket af Blachman. Han får aldrig løftet en finger på trods af det klækkelige honorar, han var stillet i udsigt. Men fars penge er åbenbart rigeligt. Mikkel deMib og jeg arbeder i stedet videre med noget jungleagtig bund. Jeg tænder ikke rigtig på det, og langsomt løber kontrakten med Virgin ud i sandet.

1997: Jeg modtager langt om længe en opgørelse over Stalin Staccatos pladesalg i Polen første halvdel af 1990. For 17.000 solgte eksemplarer modtager jeg en check på 353 kroner. Siden har jeg aldrig hørt mere om den plade. Jeg laver demoer med Martin Clante som rorgænger og guitarist. Jesper spiller trommer og Jens spiller bas. Stilen er mere rocket og guitarbaseret end længe. Flere selskaber viser interesse, men rockens nedtur er på vej, så det er et svært tidspunkt at skrive kontrakt på. Jeg selv er ved at være lidt røvtræt af al det dersens musikhalløj. Martin får sit andet barn og jeg får Sophia, så vi får aldrig rigtig rykket færdig.

1998-99: Jeg dropper musikken. I stedet helliger jeg mig tv-tekstningen og fluefiskeriet.

2000: Efter utallige (to) opfordringer indvilliger jeg i at spille et par sange til en af komponistforeningen DJBFA’s stafetkoncerter. Jeg har længe tænkt på at prøve at skrive nogle sange på dansk. Nu har jeg en dødline. Koncerten i februar bliver en sådan succes (Hos Arne Würgler, Pia Raug og andre trendsættere), at jeg bliver bedt om at spille til DJBFA’s årlige hædersprisfest. Samtidig bliver jeg opfordret (én gang) til at spille på Club Junction. Der skal kvædes fire viser. Endnu en dødline. I løbet af året får jeg skrevet ti danske sange. Jeg spiller flere gange på Club Junction, og sidst på året repræsenterer jeg det københavnske sangskriverforum på SPOT 07 i Århus. Her har jeg Las Nissen med på guitar og kor.

2001: Jeg indspiller mine tre første dansksprogede sange i Martin Clantes glimrede studie Ørneborgen. (Han siger selv, at det hedder Sound Everest, men den tror jeg ikke på.) Las Nissen (der i mellemtiden har udgivet et dejligt soloalbum og er gået hen og blevet Poul Dissings kapelmoster) er min højre hånd. Han er medarrangør og spiller en helvedes bunke instrumenter. Desuden slår Jesper Mechlenburg (som i mellemtiden har spillet med Aqua, Kid Creole, Ronan Keating, Kasper Winding, Dicte… forsæt selv… ) på tromme. Jens Simonsen flår også lidt i en gammel bas og hjælper mig med at mixe musikken. Jeg deltager i årets fede udgave af Song Island. Endelig beder filmkomponisten Poul Kristian mig indsynge det store finalenummer til Hella Joofs “En kort en lang”. Noget med en hest og Mads Mikkelsen. Hyp. Sidst på året skriver jeg kontrakt med Sundance og udsender min første danske single “Bulletin fra Bonbonland”.

2002: Las og jeg forsætter med at indspille mit første dansksprogede album. I april udkommer min anden danske single “Blæs os omkuld.”

2003: Sundance udsender i januar mit første dansksprogede album 11 salmer fra bunden af havnen. Læs mere om det her. Albummet får en masse fortrinsvis god omtale, og jeg spiller en del koncerter - både solo og sammen med Strandvaskerne. Det halter mere med airplay, og salget… Nå ja. Om ikke andet kan man da sige, at min karriere har været ret konsekvent i sin mangel på kommerciel succes. Apropos airplay eller mangel på samme rager jeg uklar med den daværende formand for DRs playlistudvalg. Det er en længere historie, der blandt andet ender med, at jeg ryger i DR2’s Deadline med førnævnte (og kort tid efter forhenværende) formand.

2004: Medvirker i årets løb på pladerne Bæreklang, Christiania Forever (Ja, det hedder de altså!) og Forbryderalbummet. Oversætter musicalen “Jesus Christ Superstar” for Aalborg Teater. Skriver i efteråret kontrakt med Universal og begynder at indspille mit andet danske album.

2005: Indspiller og udsender “Skåret ud i pap” med Strandvaskerne. Læs mere om albummet her.

Penge: I gennem alle årene har jeg ernæret mig som bistandsklient (Bistand: et lille beløb, man i 80’erne kunne få fra det offentlige. Så var der tid til at spille guitar og ryge hash. (80’erne: årti i forrige årtusind)), a-kassemodtager, natportier, kontorassistent, musiklærer, pædagogmedhjælper og siden 94 som tv- og bifundersætter af bl.a. South Park, musikprogrammer, film og en masse lort. (Bare tjek tv-programmerne, så ved du, hvad jeg mener.) Jeg har også lavet rekvalmejingler og oversat sange i regi af mit firma LUDERLYD. Jeg har lavet nogle websites sammen med webmonster Nikolai Storr - der også i høj grad er bagmand her på siden. Tusindtakker! Endelig arbejder jeg som freelance tekstforfatter og speaker for reklamebranchen. Jeg har solgt min sjæl til djævlen, javist. Men jeg skal love for, at det er urimelig velbetalt. Hvorfor trække på gaden, når man kan være luksusluder? Og så har jeg naturligvis spillet røvballe til et hav af skiferier, bryllupper, pludselige dødsfald, indvielser af carporte osv. Først med coverbandet Furburgers (med Sebastian Lunøe og Lasse Glavind) og siden hen også med det Stonesinspirerede coverhelvede Luderne (Jens Simonsen, Martin Clante og Kenneth Spenner) eller Narkoluderne, som vi hedder ved særligt festlige lejligheder.