Med kurs mod stjernerne
Den stramt disciplinerede orddelirist og mageløse melodimager Kenneth Thordal brager gennem lydmuren med sit andet, eklatant snurrige og kunstnerisk pertinente udspil

NY CD

Af Klaus Lynggaard
Til dem, der - som tommelfingerregel i grumt beruset tilstand - ved synet af undertegnede et sted i byen, føler sig foranledigede til at sno sig op på siden af samme og hvisle noget i retning af, at “bare der bliver sunget på dansk, er du jo glad”, til jer blot dette: Nej, nej og atter nej. For det første bør det dog lige påpeges, hvor højt jeg sætter aggressive fremmede med en hard-on for Saybia samt vaklende gang, sløret, truende blik samt en ånde, der ligger og charmer et sted mellem blomster i forrådnelse og terpentin.

Dernæst omhyggeligt bøje i neon, at sangskrivere, der ikke behersker sproget eller mener, at det er okay at gøre vold på samme for “musikkens skyld”, for min skyld lige så godt kunne synge på serbokroatisk. Og endelig, at hvis det musikalske - og det gælder både melodimateriale, performance, arrangement og produktion - ikke er i orden eller helt ude i hampen eller på anden måde originalt, burde vedkommende fluks søge tilbage til det trygge job på den benzintank, han/hun i sin tid forlod for at skabe sig en karriere som trubadur m/k. Men - og det er så måske pointen - rigtigt er det, at jeg til hver en tid er umiddelbart MERE interesseret i folk, der udtrykker så på muddersmålet, thi det angelsaksiske (kendt som: Danglish) er generelt en mere kuriøs end køn foreteelse i hænderne på danere, der tror mestrer dets finesser og faldgruber.
Et sonisk sus uden lige

Og det sættes alt sammen toksisk i relief af den topbegavede sanger, sangskriver og musiker Kenneth Thordals meriter, thi på sit spritny sangkatalog Skåret ud i pap giver han 15 eksempler på, hvordan den gris skal studses, kneppes og barberes. Iscenesat i et hæsblæsende labert og detaljemættet lyddesign af det gamle firserkoryfæ Finn Verwohlt (Lars H.U.G., Nanna, Elisabeth m.fl.) - respekt herfra og til næste millennium, den herre - og spillet som gjaldt det livet af Thordals faste band, Strandvaskerne med samt diverse gæster fra enhver tænkelig kant, er såvel arrangementer som musikalsk udførelse af højest tænkelige kvalitet og pladen giver i sig selv et sonisk sus uden lige.

Der er tale om lige dele gedigent håndværk og beåndede kunstneriske indsatser, som i og for sig kun kræver, at solisten selv yder sit ypperste. Og Thordal møder udfordringen med en klynge af de mest lytteværdige og melodisk gennemarbejdede sange på denne side af C.V. Jørgensen - og til forskel fra dennes efterhånden ret statiske melodiunivers, er der fuld hammer på den front fra start til slut på skiven her. Og så er vi ikke nået til teksterne endnu! Okay, der er måske en smutter eller to, hvis man er i dét hjørne, men selv skæverterne bør applauderes, thi de er sgu bedre end så meget af de gylle, den igangværende danske bølge gylper op i strandkanten.
Mening med galskaben

Lad os derfor starte med den sang på albummet, som Deres udsendte her fra populærmusikkens frontlinje finder mindst charmant. Det drejer sig om “Minx”, en opsang til begge fronter i den kønnenes krig, som sprogbrugen især om det smukke køn indenfor hiphoppen på et tidspunkt udløste. Og som primært førtes i Dagbladet Politikens spalter med forfatteren Hanne Vibeke Holst som først igangsætter og siden prygelknabe for de elementer, der mener, det er uhørt stil at kalde en so for en so. Den angriber Thordal vittigt i den kategori, der engang kaldtes “topical songs”, altså sange, der i bedste skillingevisestil omhandler dagsaktuelle emner. Hvilket betyder, at sangens forståelsesgrundlag smuldrer, den dag lytteren ikke længere véd, at Jokeren faktisk spurgte ekskæresten om lov til at kalde hende møgluder på “Kvinde din”.

Det er Thordal sikkert udmærket klar over og da han alligevel har medtaget den i øvrigt tankevækkende og provokerende sang i samlingen, tør vi også konstatere, at den alt andet lige faktisk er rigtig sjov: “…jeg er jo bare en følsom player, der er blevet backstabbet af en mær/ så fat det, Hanne Vibeke Snork - jeg er ikke fucking Morten Korch/ Min X har nemlig givet mig lov til at bearbejde min sorg, så nu siger jeg møgluder …” Jamen, hvorfor egentlig ikke?

Ellers er der ikke meget at brokke sig over, thi her fabuleres, fables og fantaseres på den ene side til den store forkromede guldmedalje, mens der på den anden leveres sylespidse angreb på fx vor statsmedister i den onde lille sag om “Anders” (“Anders, din lille lakridsforbryder/fis nu ud og malk dine køer”) eller det velrettede spark til miljødebatten med titlen “Jorden går under i morgen”, hvor denne ordmaniker folder sig HELT ud: “Tøjet skal vaskes og tørres/ der er så meget der skal gøres/ gyllen skal spredes, hvalerne reddes, sjatterne skal drikkes op …” Entydighed er ikke Thordals afdeling. Heldigvis. Og selv når han tilter over i det svært gennemskuelige, har man en soleklar fornemmelse af at der er mening med galskaben; det er der jo altid.
Hyp hyp, lille popsvin

Thordal afsynger sine elegante - og ind i mellem: tænderskærende - kvad med primært to stemmer; den ene dyb, mandig og malmfuld, som en slags Leonard Cohen, der har taget sangtimer. Den er umiddelbart hans stærkeste kort, thi den tilfører det indholdsrige og velturnerede tekstmateriale en ekstra dimension af alvor, noget vi på nærværende dagblad som bekendt ikke er berøringsangste overfor. Den anden er mere rock’n’roll-overgiven, direkte og følelsesladet, ja, den skulle nok kunne gøre en del trusser pænt mellemvåde i den rette belysning. Den første foldes perfekt ud på den næste ubeskriveligt smukke ode til et barn, “Det er dig der er stor” - nok Thordals fornemste bidrag til sangskatten til dato - eller på den intense duet med Lise Westzynthius, “Toget til Island”, der efter sigende ligger på Himlens førsteplads p.t. Også den overgivent jazzede hymne til Dan Turèll (skrevet sammen med dennes gamle bonkammerat Peder Bundgaard) er en messe eller to værd. Og så er han godt gammeldags SJOV på en skæring som “Sort”. Hør dén, hør dén!

Og når Thordal trykker den af, som på fx “Skanderborg Skyline” og “Hyp lille popsvin”, kan han få det til at sitre i ens voldsomt behårede knæ, så meget passion er der i denne diminutive herre med det voldsomme udtryksbehov. Skåret ud i pap er en uforlignelig udgivelse fra én af de mest prægnante navne i den såkaldte danske bølge og når den engang har lagt sig, tør man tro på at denne Thordal har etableret sig med så voldsom kraft i danerfolkets hjerter, at det vil forsamles på Rådhuspladsen i tide og utide for dér at råbe “Encore! Encore!” For vi vil ha’ mer’, vil vi. Talent af dén karat forpligter, unge mand. Så sæt kursen mod stjernerne, på med sangskrivningsvanten og ryst lidt flere guldkorn ud af ærmet! Hyp hyp, lille popsvin…
Kenneth Thordal: Skåret ud i pap (Universal) Producer: Finn Verwohlt