Musikbibliotek.dk udgiver onnlinemagasinet musik.mag - dennne gang et temanummer om fankultur. Der er flere gode artikler, bl. a. Hvem slog hipsteren ihjel? af Lasse Lavrsen.

Jeg har skrevet artiklen Mit liv som fan, som du også kan læse nedenunder.

Min liv som fan

Da jeg var ni år gammel, flyttede vi. På min gamle Københavnerskole havde vi sunget salmer og børnesange, og på et tidspunkt ville vi måske få lov at prøve at spille på en ægte blokfløjte.

Nu befandt jeg mig pludselig på en enorm betonskole i en forstad. Der var proppet med unger i en sådan grad, at man havde inddraget skoletandlægens venteværelse til undervisning.

Musiklærerens eneste ambition var tilsyneladende at slippe levende fra timerne, så vi hørte vores egen medbragte kassettebånd, og når pædagogikken var på sit højeste, dansede vi stoledans til.

Ikke, at jeg havde nogen bånd med. Den eneste musik, jeg kendte hjemmefra, var ”Historien om det lille tog”, som var en vinylplade med en oplæst historie og altså ikke musik, samt jazzpianisten Earl Garner, som var det eneste, datidens P3 spillede om morgenen, mens min mor kogte min havregrød og smurte min madpakke. Jeg husker det især, fordi hun blev skide irriteret over Garners vane med at bræge som et får, når han spillede sine klaversoli. Og nå ja, så sang min far en sang, om en mand, der faldt ned fra Rundetårn og gik i 1000 stykker. Drabelig sag, som jeg siden har lært mine børn.

Heldigvis var andre unger i klassen mere velbevandrede i tidens toner. De pæne piger kunne lide Abba, de to flippertøser (rødhårede og med briller) kunne lide Gasolin, og nogle drenge kunne lide Slade. Og så var der Sweet! Jeg blev fan på stedet; Elektrisk guitar! Trommer! Falsetsang! Og ikke mindst mænd i glimmersparkedragter, tårnhøje hæle og hår, der var bukket indad med krøllejern!

I løbet af kort tid var mine vægge oversmurt med Sweetplakater, som jeg på en eller anden måde havde fået byttet mig til, selvom jeg ikke mindes nogensinde at have købt et ungdomsblad selv. Efter en tid fik jeg sågar en kassettebåndoptager, så jeg kunne høre musikken derhjemme - når jeg ellers havde råd til batterier.

En dag tog min mor og jeg bussen ind til Brønshøj Torv. Jeg skulle have nye sko. I skobutikken forelskede jeg mig i et par flødefarvede laklædersko med fem centimeter høje grønne plateauhæle. Ren Sweet-stil. Ekspedienten trak min mor til side og sagde, at skoene var til piger. Normalt var jeg et meget beskedent barn, men for en gang skyld var jeg urokkelig. Jeg skulle have de sko. Næste dag havde jeg dem på i skole. Det blev en meget lang dag, og siden gik jeg aldrig i skoene igen.

Til gengæld fik jeg mit første band. Min bror spillede trommer (på en plasticskraldespand), min ven Claus spillede guitar (lavet af et stykke pap og en lamel fra min brune skibsbriks), og jeg sang (i en gulvskrubbemikrofon). Forrest stod min kassettebåndoptager i en forstærkerbemalet papkasse og spillede Sweet. Naturligvis.

Mit liv som fan kulminerede med, at jeg på en eller måde havde fundet ud af, at The Sweet skulle spille i Brøndbyhallen. Min billet kostede 55 kroner – adskillige måneders lommepenge der midt i 70′erne. Min far og min morfar fulgte mig derud på cykel. Jeg var 10-11 år gammel, og det var min første koncert, så jeg satte mig artigt på min nummererede plads 50 meter fra scenen – og desværre også lige bag en betonsøjle. Der var godt nok masser af ledige pladser rundt omkring, men jeg var meget velopdragen og for første gang alene i den store, halvvoksne verden.

Efter en halv times tid vovede jeg dog at stikke hovedet lidt frem og kigge forbi den store betonsøjle, for ligesom at se, hvad der foregik på scenen. Jeg var begyndt at blive lidt bekymret, for jeg kunne ikke genkende et eneste af de numre, der kom deroppefra. Ja faktisk lød det overhovedet ikke som Sweet, og til min forfærdelse så jeg nu, at de fire læderklædte musikanter så helt forkerte ud.

Jeg var dybt skuffet. Indtil Sweet gik på. Ja, hvordan skulle jeg kunne vide noget om opvarmningsbands?

Sweets koncert startede med en film, hvor en kvinde æltede sine kæmpestore bryster til Elmer Bernsteins bigband-tema fra filmen ”The Man With The Golden Arm”. Derefter kom trommeslager Mick Tucker på scenen og spillede en ti minutter lang trommesolo, der endte med, at han stod og jonglerede med trommestikkerne mellem fingrene helt ude på scenekanten. Af og til smed han en stik ud til det ellevilde publikum og til allersidst smed han en stik ned på scenegulvet, så den eksploderede. Rock’n'roll!

Jeg kan ikke huske resten af koncerten, men under ekstranumrene blev dørene åbnet, så de mange forældre kunne komme ind og hente deres unger. Min far og min morfar kommenterede ”larmen fra bandet”. Jeg kunne ikke lide at indrømme, at jeg syntes, det var fedt, så jeg fandt på en historie med, at de havde spillet alle de numre, de skulle, og derfor var kommet til at spille fire forskellige numre på en gang. Hm…

13 år senere i den polske industriby Lodz: Jeg havde lige spillet en koncert med mit band Stalin Staccato. Nu stod der en flok piger, som ville have autografer på deres jeans. Polen, inden murens fald… Sådan et par jeans har kostet mindst to månedslønninger. Og så ville de have min grimme klo på den. Langt ude. Nå, what the fuck.

Og endnu ti år senere, Hovedbanegården, København: Jeg har spillet i Godmorgen Danmark. Som sædvanlig står der et par tilsyneladende voksne og nogenlunde almindelige mennesker udenfor, og forsikrer mig om, at de er vilde med min musik, og at de gerne vil have min autograf. Jeg er godt klar over, at de skyder på alt, der har været med i programmet, og at de ikke aner, hvem jeg er, men spiller naturligvis spillet, sludrer lidt med dem og giver dem et par autografer. Syret.

2010, overalt: Jeg har 2400 MySpace-venner, 1350 Facebook-venner, 221 Twitter-followers, en blog/hjemmeside, en Reverbnation-profil, en profil på LinkedIn, Last FM, Plaxo, Naymz (bare for en sikkerheds skyld) og sikkert også en del steder, jeg lige har glemt i farten. Halvdelen af mine såkaldte venner er naturligvis andre private næringsdrivende, der i lighed med mig prøver at prakke omverdenen et eller andet på: Deres køn, deres ego og ikke mindst deres musik.

Men der er da også en del, der reelt er interesserede i mig og min musik – nogle af dem kalder sig sågar fans. Vi skriver sammen, og jeg kan reklamere for mit univers. Tovejs-kommunikation mellem idol og fans – i hvert fald i teorien. (I virkeligheden er et fremadstormende medie som Twitter jo dybt hierarkisk, men det er en anden snak).

Fint nok, men måske går lidt af magien tabt. Alt og alle er tilgængelige. En Googling, og du kan finde hvad som helst, når som helst. Jeg måtte med min mor ind til Bristol på Strøget for at finde Sweet på bånd. Næste helt store ryk var et par år efter, da jeg var med mine forældre i London og købte Bob Marley, The Clash og Adam and The Ants i en uskøn blanding. Selvfølgelig er det fedt, at der er så meget musik et klik væk, og det er nok også helt oldnordisk at frygte, at den unikke oplevelse, som har krævet lidt kamp, forsvinder. Fx har min 12-årige datter i flere år været fan af Elvis, ja hun sover sågar i Elvis-sengetøj. Hun gider sgu da ikke at være fan af Lady Gaga som alle de andre i klassen. Sejt!