Jeg skulle aldrig have droppet Nielsen-efternavnet
Skrevet af Kenneth Thordal 9. Jun 2006 i Tekster, Nyheder, Musik Emne-tags: No Tags.
DR Bog kører et stort tema om dansk sangskrivning. I den anledning blev jeg bedt om at fremhæve en ældre og en nyere dansk tekst samt en af mine egne. Af en eller anden besynderlig grund endte det primært med at blive en hyldest til Sebastian. Sådan havde jeg det åbenbart den dag. Artiklen indeholder for øvrigt også en af mine nye tekster, der sandsynligvis ender på næste album.
Jeg skulle aldrig have droppet Nielsen-efternavnet
Der er tre helt store danske sangskrivere i nyere tid; de herrer Larsen, Jørgensen og Christensen med for- og mellemnavnene Kim Melius, Carsten Valentin og Knud Grabow. Sidstnævnte er bedst kendt under kunstnernavnet Sebastian – ja, ham der med musicalerne og de tunge øjne. Larsen og C.V. er jo ligesom kanoniseret og folkeelskede på hver deres evigthippe måde – sådan lidt ligesom Pippi Langstrømpe og Matador. Ikoner, som man absolut intet dårligt kan sige om, elsket af hip som hop.
Sebastian derimod kan stadig bringe folks pis i kog. Da jeg fornylig roste ham over for en toneangivende dansk anmelder, syntes han, det var så pinligt, at han truede med at disse mit næste album for vildt, hvis jeg ikke straks lukkede røven. Jeg kan også huske at punk-koryfæet Peter Peter en gang udtalte, at ”mit had til Sebastian kender ingen grænser.” Og når sandheden skal frem, så er jeg heller ikke just vokset op med Sebastian som soundtrack til min ungdom. Da jeg gik i folkeskolen, opfattede jeg ham vist mest som et ildelugtende hippie-fjols, selvom jeg nok i det stille har nynnet med på ”Hvis du tror, du er noget”. Og da jeg var en lille wannabee-rockstar i 80′erne, opfattede jeg ham som en opblæst sommerhat af en popnar (en karakteristik, der havde passet ganske godt på mig selv). Hvis jeg overhovedet registrerede Sebastians eksistens gennem de narcissistiske narkotåger.
Efter at jeg selv var begyndt at skrive på dansk i stedet for på dårligt engelsk i starten af årtusindet(det tog for øvrigt kun Sebastian én LP at regne den med fordelene ved at skrive på dansk frem for engelsk ud…), begyndte jeg at tjekke danske sangskrivere ud. Jeg var vokset op med Gasolin, selvom jeg var mere til Sweet. Tøserne i klassen hørte Abba. Derudover havde jeg købt C.V. Jørgensens Tidens Tern, da den kom frem og hans dobbelte opsamlingsalbum Syregrønne Evergreens. Og nå ja, havde da også hørt Kliché og Lars Hugs City Slang med Søren Ulrik Thomsens tekster. Og okay – min bror havde vist en del Shubidua-bånd dengang i 70′erne. Jeg mener helt bestemt, at det ikke var mig, der købte dem. Anyway – det var, hvad jeg kendte til dansksproget musik.
Sidste efterår faldt jeg så over en dobbelt-cd med ham der Sebastian. Jeg havde tømmermænd, da jeg hørte den på landevejen mod Korsør, og det gør en som bekendt mere grådlabil, men det var fandeme også lige før, jeg kneb en tåre bag solbrillerne. Manden er jo fucking genial, opdagede jeg. Ja, jeg ved faktisk ikke noget, om de der musical-ting, han har gang i – jeg hader af princip den slags, selvom jeg er ved at oversætte min tredje af slagsen til Aalborg Teater – men hans gamle SANGE, for helvede. Hold kæft, hvor er de gode. Sidenhen har jeg fundet de fleste af hans gamle vinyl-lp’er for ingen penge. Jeg har ikke engang fået hørt dem sådan helt ordentligt endnu; jeg kan desværre ikke høre musik, når jeg selv øver eller skriver. Når jeg oversætter, går den heller ikke, og jeg har heller ikke pladespiller i bilen, så…
Der er da ting, at udsætte på de gamle Sebastian-plader. Produktionen har ikke altid klaret tidens tand så godt som fx Gasolins. Sebastian selv kan også godt have en tendens til at være for meget – for fabulerende, for reflekterende – for moraliserende. Men lige netop det sidste er der sgu også noget forfriskende over – om man så er enig i mandens hippie-humanisme eller ej. Hvad jeg vist for øvrigt er. Men sangene, den måde tekst og musik går op i en højere enhed på, er der sgu ikke mange herhjemme, der har mestret så godt som Sebastian.
Men grunden til at jeg skriver alt det her er jo, at jeg skal vælge de to ”bedste danske tekster – en gammel og en ny – samt den bedste af mine egne”. Det er jo dybest set en fuldstændig pervers præmis, men sceneluder som jeg er, kaster jeg mig straks ud i suppedasen. Tanken om, at en sangtekst skal kunne stå alene, er helt misforstået. Sangtekster er jo netop ikke digte – men noget, der skal fungere sammen med en eller anden slags musik. Som sådan er ”Du burde købe dig en tyrolerhat” jo en glimrende sangtekst, selvom den nok gør sig bedre i Johnny Reimars mund end på skrift.
Hvis jeg skulle vælge noget af hver af de ovennævnte tre store sangskrivere, ville det da også være tekster, som sammem med musikken havde rørt mig. Det kunne være Gasolins og Mogens Mogensens ”Kloden drejer stille rundt”, C.V. Jørgensens ”Spildte bedrifter” og Sebastians ”Den sidste vals”. Tre sange, hvor tekst og musik er perfekt forbundne, og hvor sangskriverne viser deres mest poetiske sider. Det kunne også være nogle af de mange samfundsrevsende sange, som især C.V. og Sebastian har skrevet. Men det er fuldstændig umuligt at vælge en enkelt en ud. Så i stedet for tager jeg sgu en gammel traver af Jeppe Aakjær. Og for en gangs skyld, vil jeg kortvarigt holde min kæft og lade teksten tale for sig selv:
Jens Vejmand
Tekst: Jeppe Aakjær, 1905
Melodi: Carl Nielsen, 1907
”Hvem sidder der bag Skjærmen
med Klude om sin Haand,
med Læderlap for Øjet
og om sin Sko et Baand?
Det er saamænd Jens Vejmand,
der af sin sure Nød
med Ham’ren må forvandle
de haarde Sten til Brød.
Og vaagner du en Morgen
i allerførste Gry
og hører Ham’ren klinge
paany, paany, paany,
det er saamænd Jens Vejmand
paa sine gamle Ben,
som hugger vilde Gnister
af morgenvaade Sten.
Og ager du til Staden
bag Bondens fede Spand,
og møder du en Olding,
hvis Øjne staar i Vand -
det er saamænd Jens Vejmand
med Halm om Ben og Knæ,
der næppe ved at finde
mod Frosten mer et Læ.
Og vender du tilbage
i Byger og i Blæst,
mens Aftenstjærnen skjælver
af Kulde i Sydvest,
og klinger Hammerslaget
bag Vognen ganske nær -
det er saamænd Jens Vejmand,
som endnu sidder der.
Saa jævned han for andre
den vanskelige Vej,
men da det led mod Julen,
da sagde Armen nej;
det var saamænd Jens Vejmand,
han tabte Ham’ren brat,
de bar ham over Heden
en kold Decembernat.
Der staar paa Kirkegaarden
et gammelt frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er saamænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men paa hans Grav – i Døden,
man gav ham aldrig en.”
Sgu ikke helt dårligt, vel? Lad os blive i det politiske med en nyere tekst. Den er godt nok ikke på samme niveau overhovedet, men jeg synes, det er en morsom og flabet måde at skrive en politisk sangtekst på.
Du er ikke en rigtig bjørn
Tekst og musik Mikael Simpson (fra albummet OS2 + Lidt Ro 2002)
”Naturen er et sprog Bjørn Lomborg.
Kan du ikke læse, hvad der står Bjørn Lomborg?”
Og til sidst skal jeg så liiiiige finde den bedste af mine tekster. Det kan jeg ikke, så i stedet får I så min nyeste.
Frinummer
Tekst og musik Kenneth Thordal
Jeg trak vist frinummer til min session
Og var ikke tændt på det med kasserne
Jeg gik med et ben i rendestenen hele vejen fra Glostrup Station
Så min ryg kunne blive så skæv som min hjerne
Og vi gik fri for tsunami og vulkanudbrud
Og dejligt fri for fløjenes tyrkertro
Vi slap med Tjernobyl og Glistrup og lidt uren hud
En satanistisk speedfreak og en hobby-astrolog
Gik i det hele taget fri
Midt mellem Irak og 2. verdenskrig
Fuldstændig fri
Flade og fordrukne på tabernes hold
Fuldstændig fri
Og om lidt er kaffen kold
Og jeg trak frinummer til det søde liv
Der var frit valg på øverste hylde
Nåede lige at slå mig løs uden at skulle tænke på aids og hiv
Og der var altid råd til at skylde
Gik i det hele taget fri
Midt mellem Irak og 2. verdenskrig
Fuldstændig fri
Flade og fordrukne på tabernes hold
Fuldstændig fri
Og om lidt er kaffen kold
Og jeg var fuldstændig fri for friværdi
For jeg ejede intet og jeg havde ikke en skid
Så jeg var fri for at vælge mellem 117 ting jeg ikke ku li’
Fattig, forvirret, forelsket og rig på tid
Gik i det hele taget fri
Uden at ænse verdens skrig
Fuldstændig fri
Flade og fordrukne på tabernes hold
Fuldstændig fri
Og om lidt er kaffen kold
Andre indlæg i samme kategori
- Songs From Death Row
- Se videoen Death Town
- Morgensang under Skanderborg Skyline
- Støttekoncert for Unicef
- Ode til hoved af død rød ged - Evaristti og Thordal i Sahara
- Vega 16. maj
- The Keith & Thordal
- Koncerter foråret 2008
- Årets fem bedste danske plader
- Om oversættelsen af Hedwig and The Angry Inch og mit livs første koncert
Search
RSS Feed |
|
|
|
 |
 |
|
|
|
|
Når du nu tør springe ud af skabet som hemmelig Sebastian-fan, så tør jeg også melde ud :)
Da jeg var barn, var der to ting som jeg kunne være sikker på at få hvert år: En billet til den nye Olsenbanden Film og den nye plade med Shu Bi Dua (de kom som regel begge to i god tid forud for julesalget). Og jeg indrømmer, jeg nød faktisk begge publikationer. Hvad mange glemmer er, at Shu Bi Dua faktisk tit og ofte skabe en del debat og ophidselser, som f.eks. “Du ka’ få kvinder og jordbær og pølser for sjov …” (eller hvordan den nu lige var - den fik i hvert fald pladder-feministerne op på barikaderne), eller “Oppe i Sverige …” som faktisk næsten var lidt politisk. Næsten.
Men dette var kun et lille hjørne af min musikalske opvækst. Den rigtige glød lå i Røde Mor, Sylvester og Svalerne og den slags super-hellig lyrik. Jeg kan stadig tage mig selv i at gå at nynne “Jeg går hen på job, og jeg laver noget, men det jeg laver er mer’ værd end det jeg får. Hvordan ku’ nogen men’sker ellers bli’ rige ud’n at lave noget? …” … Måske er det derfor jeg i dag er selvstændig, har ansatte og den slags. Det havde Røde Mor nok ikke regnet med blev resultatet hehe :)
Gasolin fangede mig først mange, mange år efter - jeg synes det var alt for larmende :) (bortset fra enkelte af deres super fede stille sange).
Hvis jeg skulle fremhæve en anden sang fra “dengang” som jeg stadig synes er fed er det Trille’s “Øjet i det høje” - den holder sgu stadig på en eller anden naiv måde.
Hej Mikkel
Så kan vi sgu sidde her og kommentere på hinandens kommentarer.
En anden mildt politisk Shubiduasang var A.Thomsen (om atomkraft). Vi hørte ikke meget Røde Mor hjemme hos os i forstæderne, men jeg ved da, at det ikke var alle deres tekster, der var frelste. Smæk eller Jeg er på rekration holder stadigvæk 100%.
Sjovt nok er teksterne til både Sangen om merværdi og Trilles Øje i det høje skrevet af Jesper Jensen.
Det kapitallogiske citat “Jeg går hen på job, og jeg laver noget, men det jeg laver, er mer’ værd end det jeg får. Hvordan ku’ nogen men’sker ellers bli’ rige ud’n at lave noget? …” er jo den dag i dag da knivskarpt. Selvom verden er kompleks og alt det der.
Øje i det høje handler om, hvordan “ham der gud er svær at smide ud.” Han følger med, hver gand det kilder i trusssen og så videre. For nylig var der en eller anden (husker desværre ikke hvem), der skrev: “Er der dog ikke snart en, der oversætter den til arabisk?” Frisk?
> Så kan vi sgu sidde her og kommentere på hinandens kommentarer.
Hvis vi bliver ved kan det være det ender med at der kommer nogle andre forbi og blander sig også. Det ville være hyggeligt :)
> den dag i dag da knivskarpt. Selvom verden er kompleks og alt det der.
Ja, med godt 30 ord lykkes det at indkapsle hele grundkernen i det kapitalistiske system. Det tror jeg ikke engang Mao kunne have gjort bedre :)
Og så siger jeg lige, at ‘Øjet’ er skrevet af Jesper Jensen, men MUSIKKEN er skrevet af DPAs formand, Hans Dal. Hvornår kommer du over i den rigtige forening, Thordal?
Mht. Shu-bi-dua, så skrev jeg engang i en omtale af deres 25-års jubilæumsplade, at de omkring 1974 antog en let politisk karakter med sange som den EF-kritiske Krudt og Klunker:
“Så blev der fred og det var værre en krige
Og da du skred, var de ulige lige
Men da du skulle kæmpe dit hårdeste slag
Der tabte vi alt for din sag
I røg og damp”
…som i øvrigt ligger på en plade, der også huser en vi meget populær lejrbålssang, som de på den senere udsendte “Leif I Parken” omtalte som en “kontribut” til Greenpeace og kampen for at redde hvalerne.
Da jeg skrev det, kom der en henvendelse fra pladeselskabet (der havde fået lov at læse korrektur) om, at det skulle slettes på vegne af bandets ønsker. Hvor usselt er det?
Så er der Sebastian, så holder jeg personligt meget af hans Zen-mester-agtige sange fra starten af firserne, thi dem er jo vokset op med:
“Du står der og jeg står her
Sådan har det altid været”
Ivan og Sam (1984)
Eller hvad med denne beskrivelse af Kenneth Thordal:
“Frem og tilbage
Ude og inde
Med uro i kroppen
Længsel i sindet
Pludselig væk igen
Og 80′ernes Boheme
Har kun sig selv og sit glade vanvid”
:-)
Skal vi ikke snart drikke noget rødvin?
For en gangs skyld kortfattet: Usselt ja. Og rødvin ditto.
Man skal være glad for sine rynker og sine minder - og for at livslysten ikke svinder….
Én af fordelene ved at blive ældre er, at man ofte får lov til at opleve éns ungdomsmusik får en renæssance. Ofte - men ikke altid… Jeg må sgu tilstå at jeg fløj ned til den nærmeste musikpusher og flåede shu-bi-dua’s jubilæumspakke Shu-bi-dua 200 ned af hylden, - ikke blot fordi det var et scoop Dkr 1,- pr. sang!!! (so much for payload…:-))- men også af ren besiddertrang. En del af dem havde jeg da i forvejen… på cassettebånd!!! - som havde overlevet 60 graders varme i bagruden på min fars røde opel kadet og efterfølgende 20 år i kælderen. Der skal ikke herske nogen tvivl om at The Sweet var mit favoritband - det var dem der satte spillelysten igang, men som 11 årig med en guitar til 300 kroner…? det var alt for svært at spille Sweet. Peppermint twist begrænsede det sig vist til. Shu-bi-dua derimod var på dansk og (særligt på de første albums) lige ud af landevejen. Når man så bliver ældre og reflekterer over teksterne, finder man ud af at de faktisk tit er andet end blot sjove. Poppede? ja! men pop betyder jo populær og dækker blot over at shu-bi-dua ramte bredt. Måske tager jeg fejl, men jeg husker det sådan, at shu-bi-dua altid udgav deres albums i højsommeren - og dermed bidrog til til at gøre skolesommerferien endnu bedre. Denne anakronisme var netop med til at gøre dem til folkeeje. Nu vil jeg jo ikke negligere de andre rockpoeters talentmasse, men jeg har aldrig købt en skive af Sebastian (ej heller skænket ham tiden til en nærlytter), men jeg tvivler ikke på hans kvaliteter. C.V. er for cool - det gik dog lidt sent op for mig. Han er stor! Han rammer usvigeligt plet med sin poesi og kunne sagtens være dit forbillede Kenneth. Larsen er jo nok lige så folkekær - om ikke mer’ end shu-bi-dua. En klasse for sig - halvaktuel med gasolin filmen og nok den længestvarende kontinuerlige kommercielle succes. Sjovt forresten, at vi tilsyneladende er så enige om shu-bi-dua’s solide placering på dansktoppens højdedrag, når de nu ikke var nævnt i indledningen af denne blog.
Ja, underligt som Sebastian skræmmer livet af mange hippe rockjournalister og musikere. Og mange åh så seriøse rockmusikere, jeg har spillet med i årernes løb, har været ved at kravle ind i deres undertrøje, når jeg har uopfordret har snakket op ad stolper og ned ad vægge om Sebastians fortræffeligheder. “Naaaaarj, det er jo ham med Den Lille Malkeko! Come ON, Larsen!” Jeg tror, langt de fleste aldrig har erkendt, hvor benhård en sangskriver, han egentlig er. De fleste af hans sange er alt andet end hippieblødsødne og faktisk benhårde, kyniske og ofte morbide men altid med en utroligt human tone i kernen. Hvad med “Englen og den hvide araber”, “Vind og vejrhaner”, “Det nye Europa”, “De grå katte” og “Ivan & Sam”? Fantastiske sange, ganske enkelt. Jeg ved ikke, om jeg er enig i det produktionsmæssige, Kenneth skriver. Fra den tid hvor Nils Henriksen overtager knapperne (1979), sker der virkelig noget med lyden, og produktionen fra “Tiderne skifter” og op gennem firserne er stadig til at savle over. Jeg grinede, da du nævnte din oplevelse med journalisten, der truede med at disse din plade! En gang var jeg i DR og skulle give den som Kloge Åge op til Steely Dans koncert i København i 2000, og journalisten spurgte, om der efter min mening fandtes pendanter til Steely Dan i dansk musik. Jeg nævnte Sebastian - grundet hans kompromisløse tekstunivers, moralske kritik, hans auteur-teknik (bl.a. hans metode med at special-caste musikere fra alle mulige genrer til specifikke roller i musikken) og hans medieskyhed. Journalisten lignede en, der havde fået de sidste tre dages morgenmad galt i halsen! HA. Sebastian rules.
Hej Martin og Thomas
Sweet i Brøndbyhallen 1976 var også min første koncert. STORT for en lille dreng.
Anyway: Den lille malkeko holder. Hvad Niels Rumklangs produktion angår, er jeg sådan set enig i, at den er flot for samtiden. Jeg synes bare, den kan være temmelig anstrengende at høre på nuomstunder. Måske er der snart gået lang nok tid til, at det får en eller anden slags kitchværdi.
Det er især Kenneth Knudsens keyboarddimseri, der kan drive mig til vanvid. Kort fortalt foretrækker jeg Jerry Lee Lewis frem for Joe Zawinul.
Niels er for øvrigt stadig en mere end habil guitarist, selvom jeg ikke deler hans guitarlydideal. Jeg foretrækker den klassiske lyd af et eller andet i en gammel Vox AC30, hvor Niels vist mest er til noget a la Eddie van Halen i sine velmagtdage og så lige lidt ekstra chorus, rumklang og diskant. Men han spiller fandeme stadig godt.
Ja, Hr. Rumklangs lyd er selvfølgelig en smagssag, men faktisk bliver Kenneth Knudsen noget mere disciplineret op gennem tiden. Korrekt: På “Måske ku’ vi” og “Du er ikke alene” lyder hans Moog-eskapader som 20 liderlige solsorte i gangbang, men fusionsdillen lader til at klinge af med 70′erne. Har ikke hørt Henriksen i mange år, men fik undervisning af ham en overgang som teen, og det var bestemt både pengene og turen fra Roskilde til København værd. Jeg synes, han mistede noget af sig selv i 80′erne som instrumentalist. Som om han søgte at følge med tiden og glemte, at hans force egentlig var som old school rockguitarist. Nå, igen en smagssag. Hvor kan man høre ham nu om stunder?
“20 liderlige solsorte i gangbang”… Hæ! Henriksen spiller med min trommeslager Kenneth Spenner og min gamle ven Martin Clante i en trio, der spiller forskelligt cover i ny og næ. Jeg spillede med dem for et par år siden, og det virkelige et match made in hell. Jeg stod med min gamle Vox og min temmeligt begrænsede guitarkundskaber ved siden af Niels med katedrallyd og tapping til den store guldmedalje. Og så på Dins eller Foleys, som det hedder nu!
Jeg tabte koncentrationen halvt igennem kommentarene. Jeg er, og føler mig også lidt for ung til helt at kunne forstå følelsen af Sebastian og kasettebånd. Så fik jeg på forhånd undskyldt, at dette måske er malplaceret ;)
Well, “Tanken om, at en sangtekst skal kunne stå alene, er helt misforstået.” Nej(!) Når først en tekst kan stå alene, er det starten på noget stort.
Måske er jeg gået hen og blevet halvsær, men jeg hører sjældent et album før jeg har læst alle teksterne igennem.
Lidt hen af at læse bogen før jeg ser filmen.
Da jeg f.eks. erhvervede mig Skåretudipap (efter i øvrigt kun at have hørt “op i røg”) fandt jeg den mest solskinsfyldte bænk på Roskilde gågade og læste dine tekster. “Det er dig der er stor” bragte, på ægte Halfdan Rasmussen manér, noget op i mig. En blanding af melankoli, følelsen af barnegråd og en helt ubeskrivelig glæde. Jeg sang teksten stille på vejen hjem, og tog mig selv i at være en smule bange for måske, at blive skuffet når jeg skulle høre melodi og tekst for første gang.
Skuffet blev jeg (heldigvis) ikke, men alligevel var den så langt fra melodien i mit hoved, at teksten igen var fremmed for mig.
Alle de følelser den ene og enkle sang fik op i mig, gjorde at jeg rent faktisk hørte dit album mere, end det jeg egentlig havde bestilt hjem, og i øvrigt glædet mig til.
Jeg ville ønske jeg skrev bedre, så jeg kunne skære alt det overflødige fra og bare komme med min pointe, men ja. Teksten er det der tænder, musikken er det der løber ned ad ryggen og helheden er dét der får mig til at høre det igen, få gåsehud på mine hvide arme, og skrive dette til dig.
Maja Junior-Kenneth Thordal-fan :)
Hej Maja
Tusind tak. Men jeg er ikke enig. Jo, det er da fedt, når en sangtekst kan stå alene, men det er bare ikke det afgørende for mig.
Tag fx en glimrende sangtekst som Leiber og Stollers “You Ain’t Nothing But A Hounddog” - citeret fra hukommelsen.
You ‘ aint nothing but a hounddog
houndin’ all the time
You ‘ aint nothing but a hounddog
houndin’ all the time
You ain’t never caught a rabbit
and you ain’t no friend of mine
I thought you was high class
but that was just a lie
I thought you was high class
but that was just a lie
You ain’t never caught a rabbit
and you ain’t no friend of mine
Altså… jeg synes i ikke, det er verdens største tekst på tryk, men når Elvis synger den, så holder det. Og så er teksten god i min optik. Altså: Fungerer det som musik, er jeg glad. Men det er selvfølgelig en bonus, hvis teksten kan noget på egen hånd. Jeg kunne da godt tænke mig at høre din melodi til, “Det er dig der er stor”. Var den god?
Virkelighedsramt efter seks ugers sommerferie…
Kennneth
Hej Kenneth.
Jens Vejmand teksten sendte mig pludselig tilbage til musikundervisning i folkeskolen anno de tidlige 80′ere.
Dengang blev jeg virkelig rørt af den og dens melankoli, men det gav jeg vist ikke lige udtryk for, eftersom det ikke var det sejeste man kunne gøre på en folkeskole i Brøndby i starten af 80′erne…
Har ikke tænkt på den sang i MANGE år, men blev sgu rørt af dens tone igen, nu da jeg så den her på din side.
Og nu har jeg jo lige udgivet min første cd med temmelig melankolsk musik, så måske hænger tingene alligevel sammen…
Hvornår optræder du med dit røde lædersæt igen? He he.
Se det efter i lommerne, der ligger sikkert rigeligt med rester til en vild aften…
MVH
Henrik (fra Nøddeknækkeren for længe siden)
Hej Henry
Det røde sæt gik bogstaveligt talt op i røg, da jeg lagde det under en sminkelampe på Viften. Men ellers har du sgu nok ret i det med lommerne… Du skal da for øvrigt huske at linke mere aktivt til Lost Alma. Jeg er godt klar over, at overskriften i dit indlæg er et link, men lad os også lige smide et http://www.myspace.com/lostalma
Ydmygst
Kenneth
Mjallo!
“Op i røg under en sminkelampe”??!!!
Og du er HELT sikker på at du så rigtigt?…
Så S.S. et par gange på Viften og der var ovenstående lampe sgu ikke den eneste der var på vej op i røg…
Du sad også en gang på en ølkasse og drak og sang og virkede knapt så inspireret :o)
Måske var du lidt inspireret af Peter Thorup denne aften?
Mht. link så tak tippet. Havde ikke lige luret at det var sådan det hang sammen. Med navn/link i overskrift.
Har aldrig blogget før så…
På genskriv.
Henry
Hej Kenneth
Jeg kan godt se, at kommentarerne på denne side er lidt gamle, men måske du ser det alligevel. Ellers må jeg prøve på en anden måde. Jeg er netop i gang med mit speciale på Musikvidenskab og i den forbindelse havde jeg lige et spørgsmål til dig. Jeg skriver speciale om danske populærsange (bl.a. om metrik, modernisme o.a.).
Hvordan kan det være, at du vælger at skrive sange med rim (på metriske vers)? Jeg kan se, at du har et ’modernistisk præg’ i indholdet (det semantiske) i dine tekster - og på den måde måske inspireret af modernistiske digtere - eller hvordan?
Er det noget, du kan hjælpe mig med at svare på???
På forhånd mange tak!
Mange hilsner
Nille
Hej Nille
Nu har jeg ikke nogen videre teoretisk tilgang til det at skrive sange, men…
Metrik er en fordel i forhold til rytmikken i musikken. Rim er en slags “sprogets harmonier”. De lyder simpelthen godt og giver teksten et præg af indre nødvendighed. Ofte er rimene også en slags kreative motorer, der driver teksten steder hen, den ellers ikke ville være havnet.
Jeg læser ikke digte, men har til gengæld læst en del litteratur, så måske er jeg ubevidst inspireret af modernisterne. Men det ville vel også nærmest være mærkeligt andet, her mere end 100 år efter det såkaldt modernes fødsel (hvis jeg ikke tager meget fejl…)
For øvrigt er jeg i første omgang æstetiker: Vi taler musik her. Ergo skal teksten i første omgang være musikalsk. Hvis den så også er meningsbærende, er det naturligvis fint. Men først og fremmest skal det fungere musikalsk. Ellers er det bedre at skrive et læserbrev eller en kronik end en sang.
Held og lykke med opgaven
Kenneth
Perfekt! Og tak for svar. Det kan jeg bruge.
Og selvom du ikke har “nogen videre teoretisk tilgang til det at skrive sange”, så kan du helt sikkert et eller andet med at skrive sange. Du vælger uden tvivl dine ord i teksterne med omhu - sådan lyder DE i hvert fald.
Og så er der jo mange andre sangskrigvere, der IKKE har et modernistisk præg i deres sange. Det er jo et (yderst godt) valg fra din side…
Mange hilsner
Nille