Er rekvalmegrænsen nået?
Skrevet af Kenneth Thordal 5. Feb 2007 i Tekster, Politik, Musik Emne-tags: No Tags.
Tom Waits har lige indgået forlig med Opel, fordi bilkoncernen har efterlignet ham og hans musik i en reklame. “Det var som at få et koyver syet på siden af sit ansigt. Smertefuldt og ydmygende”, siger manden med solsystemets smukkeste skraldespandsrøst. Waits har altid nægtet at lægge lyd til reklamer.
Og når Ray Manzarek og Robby Krieger turnerer rundt med den gamle Cult-sanger Ian Astbury under navnet Riders On The Storm i stedet for bare at kalde sig The Doors, skyldes det vist først og fremmest, at The Doors’ trommeslager John Densmore har nedlagt veto mod et hav af tilbud fra reklameindustrien. De to andre oldhippier har været rasende, og der har været ført en masse retssager om retten til navnet The Doors.
Densmore sagde fx nej, da Cadillac tilbød 15 millioner dollars for at få lov til at bruge sangen Break On Through. Da han en enkelt gang gav efter, og lod dækfirmaet Pirelli bruge sangen Riders On The Storm, hørte han efter eget udsagn Jim Morrisons stemme i sit hoved, og endte med at donere indtægten til velgørenhed.
Da The Doors i 1965 gav bilfirmaet Buick lov til at bruge Light My Fire i en reklame, truede Jim Morrison med at smadre en Buick på scenen, medmindre idéen blev droppet. Det blev den.
Og som Densmore har udtalt til The Los Angeles Times:
“People lost their virginity to this music, got high for the first time to this music. “I’ve had people say kids died in Vietnam listening to this music, other people say they know someone who didn’t commit suicide because of this music…. On stage, when we played these songs, they felt mysterious and magic. That’s not for rent.”
Herhjemme er den mest kendte reklamepuritaner Kim Larsen, der efter sigende i årevis har nægtet at deltage på Tuborgs Grøn Tour, fordi han ikke gider være reklamesøjle (Og så drikker han garanteret også HOF.) Og i følge mine industrispioner, nægtede han fornylig at stille op til forsiden af Gaffa, fordi det er et gratisblad! Med andre ord betalt af reklamer.
Okay, den gode Larsen har om nogen også råd til at gøre, som det passer ham. Og måske har The Raveonettes ikke solgt helt så mange plader, som den hjemlige hype ellers kunne antyde.
I hvert fald var de for nyligt hovedattraktion i TAKEOFF - en reklamekampagne for Coca Cola og I-pod (dem der med den der modedims, der kun kan afspille musik købt i deres egen butik I-tunes. Ligesom Sony-fjernsyn kun kan vise japanske film…) - der så for øvrigt også havde til formål at hjælpe nogle nye navne på vej.
I disse miljøparanoide tider, hvor selv partier som Venstre langsomt er ved at fatte, at der måske skal gøres et eller andet, luner det lidt, at folk som gamle Densmore tænker, at “carporten ligesom er betalt, og hvad fanden skal jeg egentlig med flere millioner?”.
Men at give rekvalmebranchen ansvaret for vores galloperende overforbrug her i Kjærgaard-hullet og omegn er jo blot at skyde budbringeren, selvom der grundlæggende er noget perverst i at leve af at få folk til at købe mere lort. Og som det moralske røvhul jeg er, har jeg så skrevet sangen Køb ind Køb ud, der handler om den slags. Du kan høre den her, og her kommer teksten:
Køb ind køb ud
Køb ind, køb ud. Køb englefjæs og silkehud. Køb fred, køb fed. Køb kildevand og kærlighed. Vågn op, for nu skal vi danse splitternøgne i ring fra Christiansborg til Christiania og købe dejlige ting. Køb her, køb der. Køb straks hver eneste ting, du ser. Køb endnu flere og meget meget mere.
Ny mor, ny far. Ny fortid uden grimme ar. Ny røv, nyt navn. Nyt landsted midt i København. Kom med, for nu skal vi danse splitternøgne omkring. Gå med Bowie og Buddha i Bilka og købe dejlige ting. Køb her, køb der. Køb straks hver eneste ting, du ser. Køb endnu flere og meget meget mere.
Køb liv, køb død. Køb aktier i fordærvet kød. Nyt tøj, ny tand. Ny nyre helt fra Pakistan. Vågn op, for nu skal vi danse splitternøgne i ring om Fields og Netto og Fakta og købe dejlige ting. Køb her, køb der. Køb straks hver eneste ting, du ser. Køb endnu flere og meget meget mere. Køb ny cd. Køb den med ham der Kenny T. Du kan pirat-kopiér dig selv, så bliver du mange flere.
Nu bliver der jo name-droppet en del i den sang. Og nævnt en masse firma-navne. Det er vist nærmest det, man kalder placing. Og jeg har jo ikke så mange penge som Larsen, så hvis du er en eller reklamefidus, der sidder og læser det her, så er jeg frisk på at lægge røv… nej, jeg mener stemme, lyd eller ord til, hvad du nu skal have solgt. Eventuelt under mit gode gamle anagram-pseudonym Nete Knaldhorth, okay?
Andre indlæg i samme kategori
- Vega 16. maj
- The Keith & Thordal
- Koncerter foråret 2008
- Årets fem bedste danske plader
- Om oversættelsen af Hedwig and The Angry Inch og mit livs første koncert
- En sprogsnedker af bedste skuffe
- Late Night Lørdag
- Hedwig and The Angry Inch på Nørrebro Teater
- På Mont Blanc med Marco Evaristti
- Elfenbenstårn søges
Search
RSS Feed |
|
|
|
 |
 |
|
|
|
|
Ja, man kan ikke lade være med at tage hatten af for dem der kan holde sig helt fra reklamernes lidt klamme hænder. Eller alle der tør gå helt kompromiløst mod strømmen, iøvrigt. F.eks. tager jeg da hatten af for at Michael Jackson har formået, gennem mange år, at opbygge et af de største pop-brands uden at lave et eneste interbview i næsten 30 år - indtil han brød det, med det der Oprah interview for nogle år siden.
Men nu er der jo stor forskel, al respekt, på store danske navne som Larsen, eller globale navne som Jackson, og så Kenneth - som du jo også pointerer.
På nuværende tidspunkt ville det nok være til mere gavn end skade at få en af dine sange til at køre 20 gange i døgnet som en Super Brugsen eller Danske Bank reklame. For din udfordring er mest af alt at få folk til faktisk at høre din musik. Hvis flere mennesker fik hørt den, er jeg overbevist om at flere ville købe den. Og på den måde kunne et reklamesamarbejde gavne både dig, og annoncøren - og så kan jeg sgu ikke få nogle moralske opstød over det.
Det er fedt nok med idealer om at være helt fri og alt det der, men i praksis er der jo altid nogle vi er afhængige af - hvis ikke reklamebranchen, så pladebranchen, distributører, forlag, medier, fonde osv osv. Sådan er det bare og når bare man sørger for at det man gør føles rigtigt, og at det gavner udbredelsen af ens musik så siger jeg sgu, go for it!
Og det er tilsyneladende også det som flere og flere gør. Det virker somom at det ikke er nær så kontroversielt at lade sin musik bruge i reklamer, som det var engang. I hvert fald lader mange flere respekterede navne virksomheder bruge deres musik. Og som lytter, er jeg altså lidt ligeglad. Hvis det er noget musik og et band jeg kan lide tænker jeg bare, fedt nok, nu har de tjent lidt lette penge. Det fortjener de sgu!
Så absolut - men jeg er skam heller ikke (kun) ironisk i mit sidste afsnit i posten ;-)
The Doors i 1965????
Mon det ikke var lidt senere, da den første lp udkom i 1967.
Men hu hej, hvor det går.
Jo, kvalmegrænsen er nået hos mig.
Ole
PS: Ellers læs her: http://www.reference.com/browse/wiki/Light_My_Fire
Hej Ole
Du har ret. Der var nok ikke noget bilfirma, der var videre interesseret i The Doors i 1965. ‘67 var det!
Kenneth
Hej Kenneth
Fed tekst og kvalmegrænsen ér nået og hvis du kan komme med i en reklame hvor du kan råbe røv !, så er det cool. Men stå ved det. Du er jo Mr. Kenneth Thordal og ikke Neel Kneppehjort.
Lasse
og så er nummeret “Hva saa” så suuuuper mega hit fedt. Jeg er helt vild med det.
FanLasse
Jeg står også lidt mellem to stole. Men jeg tror, man som Mikkel antyder, skal bruge de platforme, man får stillet til rådighed, HVIS det føles rigtigt. Man kan sagtens som udenforstående (ikke-musiker, ikke-skuespiller) have råd til at vrænge af de, der formaster sig til at “sælge sjælen” og medvirke i en reklame.
Men som forbruger tænker jeg - når den ofte uundgåelige reklameflade toner frem - at klippene med den fede musik (kontra de skræddersyede produktorienterede sødsuppe “hits) eller den udøvende skuespiller, slår mig som reklamer af en bedre kvalitet.
Og som sagerne står med dagpengesystemet, der får sværere og sværere ved at forholde sig til kreative mennesker, der arbejder i andre cykler end den almindelige arbejdsuge (f.eks. skuespillere), melder flere sig ud af systemet, selvom økonomien så kører på pumperne.
Så ‘fronter’ eller ‘backer’ man et produkt, man kan forholde sig til - og dealen er god - ville jeg som musiker slå til med det hellige mål for øje, at nu kan jeg pludselig realisere min næste plade, og tilmed åbne flere folks ører for, hvad jeg kan….og dét i den bedste sendetid :-)
Laila
Hej Kenneth. Kiggede lige forbi for at få lidt inspiration, og så faldt jeg over dette indlæg. Min kommentar ang. Waits og reklamer: Tjek lige dette link: http://youtube.com/watch?v=qYOMPU18QjA
Hmmm…
Min holdning er klar: Solgt troværdighed kan aldrig erstattes. Så enkelt er det. Er man singer-songwriter med meget personlige sange, er troværdighed altafgørende. Uanset reklamehonorarets størrelse, kan det ikke erstatte tabt troværdighed. Det kan ikke gøres op i penge.
Og jo, det er da umiddelbart fristende at lade en reklame finansiere ens næste plade, men det er det efter min mening ikke værd. Der findes andre måder. F.eks. at låne pengene, og så spille dem ind igen med en ordentlig røvfuld koncerter, mens man har et andet job ved siden. Kan sagtens lade sig gøre.
Til slut; første vers af Neil Youngs “This Note’s For You”
“Ain’t singing for Pepsi
Ain’t singing for Coke
I don’t sing for nobody
Makes me look like a joke
This note’s for you”
Vh
Don Falch
Hej smoooooooth neeel
Det er bare for lækkert det du gør med reklamer.
Vi skal være moralske fra nu af til dommedag.
Men ingen panik, vi opsummerer bare.
klar snak er den bedszte vare.
Der er intet der kan komme til kort
Bedste hilsener fra en kneppehjort.