Jeg lå og stirrede op i hospitalets loft. Det var hvidt, det var godt, det var skønt. Jeg havde snittet i min hånd med en bowiekniv, så min guitar den lød ikke videre kønt. Min stuekammerat var mindst 100.000 år. Hans hjerte pumpede stædigt i kroppen fra i går, og tiden gik i stå, når jeg stirrede ned i mundens sorte sår. Spejdede efter hvide spor under huden fra i fjor. Stod og stirrede for at se, om hans tanker blev til sne. Lyttede efter blodets sang om en dreng, der var engang. Efter gamle visne ord. Efter dønninger af mor. Sneen sneede tavst op af jordens dyb, mens jeg muntrede mig med bindet om min arm. I en sand og valiumsberøvet lykkerus - en faklende og isbrun snealarm. Jeg ville ikke tænke på andre end mig selv - en simulant blandt syge - en frossen sukkersjæl. Men tiden gik i stå, når jeg stirrede ned i mundens rådne skår. Og hans ånde gjorde mig svag. Med et sjappet ubehag blev jeg opslugt af hans mund loddent stinkende og rund. Og hans krop var tom og hul - et fordampet skalkeskjul - uden rester eller spor. Uden minder eller ord. Mens sneen væltede ud af alle væggene, lå jeg fanget i en nøgen oldings krop. Jeg så forsneet til, mens pikken rejste sig og lå og drømte om at følge trop. For alle kittelkvinder for rundt på 13. sal med eksplosive bryster, så synet gjorde mig gal. Og tiden gik i stå, når jeg stirrede ned fra 13. sal. Spejdede efter hvide spor under sneen fra i fjor. Stod og strittede for at se, om jeg kunne rydde sne, mens mit hjerte det frøs fast til lidt respiratorplast. Jeg ku’ ikke springe ned, hvis jeg ville have mig med.

Tekst og musik: Kenneth Thordal